99 / 395
KJØBENHAVNS PRIVATE LAANEBANK
D
e r
ligger noget beskedent i Navnet, maaske ikke uden Hensigt, thi som en lille
halvprivat Institution uden store Pretentioner traadte »Kjøbenhavns private
Laanebank« med en tegnet Aktiekapital paa 20,000 Rigsdaler den 1. Februar 1854
i Virksomhed og er saaledes den ældste private Bank i Hovedstaden.
Der er heller ingen Tvivl om, at Stifterne af Kjøbenhavns private Laanebank
ikke nærede lignende højtflyvende Planer som den tre Aar senere stiftede Privat
banks ledende Mænd. Hensigten var slet og ret den, at lette Pengetransaktioner for
en mindre Del af Haandværkere og Industridrivende.
Fra Industriforeningens velhavende Middelmænd udgik da ogsaa Tanken; det
var Mestre i Maler-, Tømrer-, Snedker-, Drejer- og Sadelmagerfaget og Urtekræm
mere, Høkere og Smørgrosserere, som holdt Laanebanken over Daaben, og det var
dem, som fik et Par af Handelsstandens og Børsverdenens ledende Mænd til at
hjælpe med til Bankens Dannelse, blandt andre Grosserer
C. A. Broberg, G. A. Ge-
dalia
og Konsul
A. Hage.
Det overdroges paa et Møde i Industriforeningen den 2. November 1853 Kon
sul Hage, E'orvalter Frederiksen og Dispachør Wessely at gøre Udkast til et Forret-
ningsregulativ, og ved et den 1. December afholdt Møde bestemtes det at betragte
Banken som konstitueret, naar der var tegnet 20,000 Rigsdaler; der var da allerede
givet skriftlige og mundtlige Tilsagn for et Beløb af 19,000 Rigsdaler.
Efter endnu nogle enkelte Møder var man den 17. December naaet saa vidt,
at man kunde vælge Bestyrelse og ansætte Forretningsfører, og ved Valget af denne
sidste gjorde man et ualmindelig heldigt Fund i Eddikebrygger
A. E. Reimann.
Reimann, som den Gang havde Forretning i Løngangstræde, var kendt som
en dygtig Fabrikant og en Mand med stor Indsigt i administrative og finansielle
Forhold, men som han naturligvis kun havde haft Lejlighed til at vise paa en be
skeden Baggrund.
Det var da ej heller til at begynde med nogen videre glimrende Stilling, Rei
mann fik, da han nu saaledes blev den første private Bankdirektør i Kjøbenhavn;
hans Gage var den latterlige Sum af 250 Rigsdaler og 50 Rigsdaler til Kontorudgifter
og Budløn, dog »erholder han« — som det hedder i hans Ansættelsesvilkaar — »sær
lig Godtgørelse for Bøger og Trykningsomkostninger.«
Det var, hvad der kunde bydes, og praktisk som Reimann var, slog han Ban
kens Kontor sammen med sit eget, det vil sige, der skete i Virkeligheden ingen
Forandringer med dette, uden at der kom et Par nye Bøger op paa Hylden.
Nu véd vi alle, hvorfor afdøde A. E. Reimann, senere Nationalbankdirektør,