13 / 273
Bogens sidste afsnit,
10
-
15
, stammer fra studier, avisartikler
og foredrag, der ligger flere år tilbage. Det skulle ikke gøre dem
mindre aktuelle. Udviklingen lister sig langsomt frem, og ofte
viser den såkaldte udvikling sig at være camouflerede tilbage
skridt. Man kan således finde byggerier langt tilbage i tiden, som
på mange måder er mere menneskevenlige end det allermeste
byggeri i dag. Je g kan nævne »Romerhusene« i Helsingør fra
1957
-
61
, »Bakkehusene« ved Bellahøj fra
1921
, »Kartoffelræk
kerne« ved Sortedamssøen fra
1873-89
og »Lægeforeningens bo
liger« på Østerbro fra
1853
-
71
.
Måske er der i disse år ved at gro en ny holdning frem til
vore begreber om at bo. En holdning, der kan minde om det røre,
der var i trediverne om boligspørgsmålet og boligpolitikken.
Dengang hang de nye tanker sammen med den brede befolknings
begyndende indflydelse i demokratierne. Men reaktionen og
krigen fik kvalt det meste af det, der var ved at spire frem.
I begyndelsen af tresserne kom et nyt opgør med fortiden, også
denne gang i forbindelse med en udvidet demokratisering af
samfundet. 1 dag er det, som om der åbner sig et større perspek
tiv. Hele menneskehedens eksistens er langsomt ved at blive ind
draget i en ny bevægelse. En af de alvorligste hindringer for, at
denne nye proces skal få et lykkeligt udfald, er den menneske
fjendtlige måde, v i har indrettet os på i vore boliger og byer.
Disse problemer kan ikke ordnes isoleret, men hænger sammen
med målsætningen for demokratiets fremtid. 1 sin kerne er dette
et spørgsmål om, hvad vi v il med os selv og hinanden og med
den lille plet af jorden, som v i tror v i ejer, men i virkeligheden
blot har lejet os ind på.
Skulle læseren støde på et eller andet, som synes at falde uden
for bogens emne, bør hun eller han ikke lade sig irritere, men
betænke, at ordet
b o
er beslægtet med det engelske to be.
Nis Nissen, Helsingør
1970
.
11