17 / 273
lighed. Ja , hendes datter og svigersøn og tre børn havde boet hos
hende i tre måneder, for de havde ikke noget sted at bo. Og da
men sagde, at hun kunne ikke have dem gående på gaden, så
hun var nødt til at have dem boende hos sig. Den allermindste af
børnene sov på bordet. Den dame var også syg, for der var så
fodkoldt.
I en tom lejlighed traf vi en dame, som skulle ind og bo i den
lejlighed. Vi spurgte, hvorfor hun var så glad for, at hun skulle
bo her, og så sagde hun, at hun havde ikke noget andet sted at
bo. Hun havde to børn, og hun havde boet hos mange forskellige
mennesker, men nu havde hun et sted, som helt var hendes eget.
Vi sa også deres W. C., et lillebitte et, som hun skulle dele med
mange andre, men hun syntes, at det var så dejligt, at hun havde
fået en lejlighed.
I et hus hørte vi noget om at sanere. En mand sagde: Hver
gang man siger, nu skal det hus rives ned, så flytter folkene ud,
sa siar man brædder for vinduerne, men straks kommer der nogle
andre mennesker, som ikke har noget sted at bo, så flytter de
ind, og sadan bliver det ved. Når de bygger nye huse, kommer
der folk fra helt andre steder ind og bor i dem. De mennesker har
jo heller ikke råd til at betale så mange penge til at bo.«
L ad os nu høre, hvordan de voksne oplever bolignøden. V i læ
ser nogle breve, som i
1969
er sendt som svar på en annonce,
der tilbød en ældre lejlighed på 2 værelser og kammer i det indre
København. Der blev i annoncen gjort opmærksom på, at le jlig
heden trængte stærkt til istandsættelse. Over
500
svarede på dette
tilbud om en ikke særlig attråværdig bolig. Je g gengiver nogle
a f brevene i uddrag:*
Et ugift par med et barn på halvandet år skriver: »Min hustru
og jeg har de sidste syv måneder boet adskilt, da det har været
mig umuligt at finde en lejlighed. Min hustru og søn bor hos
mine svigerforældre ovre i Jylland, men da dette ikke kan blive
ved med at gå, især tænker jeg på min søns opdragelse og vort
familieliv, er det mig magtpåliggende at finde en bolig, og hvis
De kan være os behjælpelig, vil vi være Dem meget taknem
melig.«
15