DenKroniskeBolignød

vendigt onde, når det gælder boliger, plejehjem , vuggestuer,

børnehaver o. s. v. Og det er jo reelt det, der sker, eftersom alle

med blot den mindste indsigt i samfundsforhold og økonomi ved,

at hverken penge eller arbejdskraft rækker til begge dele, og at

der må træffes et valg.

Husvildeboliger er en nødløsning. En egnet familiebolig bur

de være en menneskeret, men det forudsætter, at vi får en bety

delig større boligproduktion end hidtil, dels at lejen bliver til at

betale - også for enlige mødre ...«

Formanden for »Boligfondet for enlige mødre« skriver i fon

dets beretning

1 9 6 9

om en fraskilt rengøringsassistent med to

børn, som blev hjulpet af Boligfondet. Historien viser, at det ikke

i vort samfund er en selvfølge, at enlige mødre har deres egen

bolig, og at det kun er nogle mødre, det »er værd at hjælpe«:

»... Hun var blevet separeret efter ni års ægteskab og boede

med sine to børn på otte og fire i en kold lille kvistlejlighed med

et toilet i nabohusets kælder, som deltes med ti andre familier.

A lt var råddent, vandet sivede ned til naboen, om vinteren

var der is på væggene, hele familien var konstant syge, og hun

ernærede sig kummerligt med rengøringsarbejde på en fabrik.

Det yngste barns børnehaveleder troede på, at familien kunne

hjælpes med godt resultat, mens fam ilievejlederen frarådede

det. Hun mente ikke, at den enlige mor »ville kunne klare det«.

Det lykkedes Boligfondet at skaffe en moderne 21/2 værelsers

lejlighed gennem selskabet Lejerbo. Huset var frit beliggende

med sydvendt altan og alle bekvemmeligheder. Man lånte hende

5 4 4

kr. til flytning og andre udgifter. Familien var lykkelig.

E fter nogen tid følte den enlige mor sig så styrket, at hun fik

mod på en uddannelse. Med økonomisk støtte fra sin arbejds

giver gennemførte hun at tage handelsskoleeksamen og har i dag

en god indtægt på den virksomhed, hvor hun før havde sit ren

gøringsjob.

D a vi besøgte hende i september, kunne vi næsten ikke kende

hende igen, så strålende glad og sund så hun ud. Hun gjorde

fam ilievejlederens ord til skamme, børnehavelærerinden og Bo

ligfondet havde set rigtigt, da v i mente, at hun v a r værd at

hjælpe.«