27 / 273
sygdomsdisponerede end hjemmegående børn. Hvis dette nu er
tilfældet, kan man igen spørge, om fattigdommen (den indtægts
bestemte eller den »selvforskyldte«) er det igangsættende led i
den årsagskæde, som er skyld i den større børnesygelighed, eller
om der gør sig helt specielle forhold gældende blandt enlige
mødre, der sender deres børn på institution.
Man kan også påstå, at syge voksne (af en eller anden grund?)
søger dårlige boliger, selv om de ikke er blandt de økonomisk
dårligst stillede. Dette skulle så bevise, at de ikke er blevet syge
a f at bo under dårlige boligforhold, men har været syge i for
vejen. Je g kender ingen undersøgelse, som beviser en sådan på
stand, men kan ikke afvise den.
Tro mig eller ej. Hele denne diskussion, som udelukkende byg
ger på formodninger og påstande, er ikke skrevet for at forvirre
eller langt mindre for at skabe tvivl om Vagn Christensens un
dersøgelser.
Debatten om sygelighedens afhængighed a f dårlige boligfor
hold eller a f fattigdom er ældgammel. Den er lige så gammel
som påstanden om, at de dårlige boligforhold skulle være resul
tatet a f fattigdom, og at fattigdommen skulle være selvforskyldt
(f. eks. et udslag a f dovenskab). Hvis man har levet tilstrækkeligt
længe, vil man huske, at visse politikere under den store krise i
trediverne fandt ud af, at megen arbejdsløshed skyldtes, at en
mængde mennesker var arbejdssky. E fter at vi siden har været
nede på en arbejdsløshed under en procent, ved alle i dag, at
påstanden v a r løgn.
Vender vi tilbage til boligspørgsmålet, har vi i 1970 hørt den
trivielle påstand gentaget, at bolignøden er selvforskyldt. I gamle
dage var årsagen drikfældighed, i dag må vi høre, at en mængde
mennesker køber unødvendige biler i stedet for at skaffe sig en
bedre bolig. I den forbindelse er det interessant at tænke på, at
mange fam ilier, som sælger bilen og skaffer sig en bedre bolig,
er tvunget til at købe en igen, fordi de offentlige transportmidler
er for elendige.
25