31 / 273
man tage denne risiko, ja måske endog bevidst provokere alle
»modargumenter« frem. Man skal blot hele tiden have for øje,
at tvivlen, usikkerheden og den mangelfulde viden om bolig
spørgsmålet skal komme bolignødens ofre til gode. Og ofre for
bolignøden er vi næsten alle, direkte eller indirekte.
Indtil vi har samlet mere sikker viden, må vi derfor støtte os
til alle de mennesker, som til daglig har bolignøden inde på livet,
og til fagfolk, der ved praktisk socialt og lægeligt arbejde har
førstehåndskendskab til boligforholdenes »formodede« ulykke
lige eller lykkelige virkninger på mennesket: socialrådgivere, fa
milierådgivere, sindssygehospitalernes læger, gynækologer, prak
tiserende læger, medlemmer a f bolignævn og boliganvisningsud
valg o. s. v. V i kunne også prøve at granske i børns og unges og
voksnes og ældres inderste ønsker og dristigste tanker om at bo.
Men ikke ved hjæ lp a f normale forbrugerundersøgelser eller
markedsanalyser, for de er ofte svindel.
Mærkeligt nok har ingen endnu forsøgt at beregne, hvad bo
lignøden koster samfundet, og hvad det vil koste at få den be
kæmpet.* E t sådant regnestykke måtte dog være et nærliggende
udgangspunkt for enhver diskussion om vore boligproblemer og
for arbejdet med en boligpolitisk målsætning. Hvis beregningen
skulle udføres på et sandfærdigt grundlag ville det kræve en om
fattende viden om alle de økonomiske, tekniske og menneskelige
problemer, der er knyttet til bolignøden. En sådan viden har vi
slet ikke i dag, men gjorde vi et ærligt forsøg pa at indsamle
oplysninger til dette arbejde, kunne v i samtidig afsløre alle bo
lignødens direkte og indirekte virkninger på mennesket og sam
fundet. En skønne dag kunne vi så skrive til boligministeriet for
at spørge: Hvad er bolignød? Kort tid efter ville vi modtage den
ministerielle svarskrivelse, der går på den sædvanlige formel,
hvor alle sætninger begynder med ordet, at —vel nok den ældste
form for prosadigt, der kendes her i landet. L ad os lytte til det
bureaukratiske digt om bolignøden:
29