65 / 107
44
staar Craqueleringen, hvilket vil sige, at Glasuren ikke
kan dække Formen og derfor brister i et mere eller
mindre fint Net af Revner under Afsvalingsprocessen.
Oprindelsen til denne nu saa yndede Porcelainsteknik
ligger meget langt tilbage i Tiden og formenes endog
at bero paa en Fe jl fra Begyndelsen. Allerede de gamle
Kinesere i Sung Perioden kendte Craqueleringen og op
dyrkede den til det yderste Raffinement. Der er næppe
Tvivl om, at hin gamle kinesiske Pottemager, som for
første Gang tog de craquelerede Stykker ud af sin Ovn,
har følt sig meget skuffet og bedrøvet over den grove
Uagtsomhed, der maatte være udvist, siden hele Bran
den i den Grad kunde ødelægges. Men efterhaanden
som han blev roligere og tog Stykkerne nøjere i Øjesyn,
har han lige saa sikkert oplevet en endnu større Glæde,
da det gik op for ham, at her havde Tilfældet været
ham en genial Hjælper. Det spinkle Net paa Overfladen
saa jo i Grunden ganske fint ud og maatte jo lige saa
godt kunne fremkaldes med Vilje. Inden længe blev
han da ogsaa fuldkommen Herre over Craqueleringen
og frembragte den i fine eller grove Net, ja, han kunde
endog opnaa baade fine og grove Bristninger paa samme
Stykke. Hermed var Vejen fundet til helt nye Virknin
ger. Han lærte yderligere at fylde Revnerne ud med
Farvestof, lægge en tynd Glasur derover og brænde det
hele igen, saaledes at Maskemønstret kom til at ligge
under Glasuren.
Hele denne forbilledlige Udvikling gennemgik In
geniør Ludvigsen, og det er hans Ære at være naaet til
det smukke Resultat, som kendetegner
Den kongelige
Porcelainfabrikh
craquelerede Porcelain i Dag.