Previous Page  129 / 297 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 129 / 297 Next Page
Page Background

106

I FÆDRELANDETS TJENESTE

voxende Kjærlighed til Fædrelandet maa kunne arbejde sig fremad i Dygtighed og An­

seelse. Og hvor stemmer hans eget Liv ikke fuldt ud hermed. Det staar som et lysende

Exempel paa, hvorledes et Liv skal leves i Fædrelandets Tjeneste.

Der er her blevet dvælet særlig ved den yngste af Carlsbergfondets tre Afdelinger.

Jacobsens stærkt personlige Deltagelse i det nationalhistoriske Museums Udvikling

har saaledes ført det naturligt med sig; i dets to første strengt videnskabelige Afdelin­

ger staar han mere udenfor, skjondt det selvfølgelig er uimodsigeligt, at deres stor-

slaaede og frisindede Stifter altid er tilstede i dem ved den Aand, han som saadan ha r

indblæst dem. Om Laboratorieafdelingen og dens Betydning er der oftere talt ovenfor,

og hvad den anden, den almindelig-videnskabelige Afdeling angaar, vil der blive Lej­

lighed til nærmere at belyse dens betydningsfulde Virksomhed i Indledningen til en

Fortegnelse over alle de Foretagender og Værker, der skylde Carlsbergfondets rige

Hjælp deres Tilblivelse, dette storslaaede Fond, hvis Formænd i Jacobsens Tid var

først den store Sprogmand Gehejmekonferensraad J. N. Madvig og efter dennes Død

(den 12 December 1886) den fremragende Kemiker Professor C. Th. Barfoed. Det er

dog ikke Videnskaben i Almindelighed, de to videnskabelige Afdelinger skulle støtte,

men Videnskaben i Danmark, og derved blive ogsaa disse Fondets to første Afdelinger

i bedste Forstand nationale. Det samlede Fond tor ubetinget betragtes som et mægtigt

Hjælpemiddel til at søge det lille danske Folk opretholdt som et Kulturfolk, der sid­

der inde med aandelig Magt, og det skal erindres, at Tanken om noget Saadant alt var

oppe hos Jacobsen i 1869. Da de nordslesvigske Kvinders Deputation i det nævnte Aar

var herovre, og der blev gjort Fest for dem den 6 Oktober, opfordrede Jacobsen i en

Tale til at arbejde i den her nævnte Betning, idet han pegede paa, at »aldrig var endnu

noget Folk gaaet tilgrunde, som fortjente at bestaa«.