138 / 297
REJSEN TIL ROM
113
ligt, men maatte tilstaa, at han ikke havde Anelse om, hvad Filosofi var. Hvad endelig
J
O
Boghandler Lind angaar, havde Jacobsen truffet ham i München, hvor han i flere Aar
havde en betroet Plads i Cotta’s Litterarisch-artistische Anstalt.
Hvor inderligt F ru Betty Lind f. Honum følte sig knyttet til Fru Jacobsen, kan ses
af et Brev fra Ju len 1873. Hun udtaler heri sin oprigtige Hengivenhed for hende: »De
maa ikke finde det underligt, at jeg siger Dem dette, som De jo veed iforvejen — ja,
naar jeg nu vil forklare, hvorfor jeg da skriver det, saa kan jeg ikke sige Andet, end at
Kjærligheden til Dem drev mig til at gjöre det, og jeg troer, at dens Røst skal man altid
adlyde. Gud give Dem, kjære Frue, en velsignet Jul«. Der samlede sig uvilkaarligt
Hengivenhed om F ru Jacobsen, saaledes som det ogsaa fremgaar af en fin lille Billet
til hende fra Professor Johan Kjeldahl. Den er fra Juni 1886 og lyder saaledes: »Kjære
Frue! Da jeg iaftes fik en Hilsen fra Dem ved Frøken Bertelsen, blev jeg meget be
drøvet, ikke over Hilsenen, men over, at jeg ikke vidste, at De var rejst og ikke havde
faaet sagt Dem Farvel. For nu at trøste mig selv over dette Uheld, tillader jeg mig at
sende min Afskedshilsen efter Dem pr. Post bilagt med mange gode Ønsker om, at
Kuren maa bekomme Dem extra fortræffeligt«.
Fru Jacobsen var rejst til Wiesbaden. Hun foretog den Gang en aarlig Baderejse,
som oftest til Teplitz, omtrent samtidig med at Jacobsen foretog sin aarlige Bryggeri
rejse. Men rejste de saaledes ikke sammen, stod de dog stadig i Forbindelse. Naar Ja
cobsen i 1884 ikke kom til Marseille til sin Ven Velten, men kun til Lyon, var det saa
ledes hans Hustrus Skyld. Da Marseille vidstes hærget af Kolera, havde han efter Op
fordring fra hende lovet ikke at rejse til denne By, og han holdt sit Løfte, men som vi
ovenfor have set, undgik han ikke derfor at blive desinficeret i Genf. Hr. og Fru Jacob
sen besøgte, som ovenfor nævnt, Paris sammen i 1869, men saa rejste de vistnok ikke
sammen, för de i Marts 1887 i Selskab med deres Sön og Svigerdatter rejste lil Rom
fulgte af en uendelig Række gode Hilsner og Ønsker; til Fru Jacobsen lyde de f. Ex.
fra F ru Mathilde Gade f. Stæger og fra Frøken Nathalie Zahle. Den Sidste skrev alvor
ligt og kjærligt: »Guds Fred med dem alle paa Rejsen, hen og tilbage og under hele
Opholdet i det Fremmede! Guds Fred over Alt, hvad De elsker herhjemme«, hor Ja
cobsen blev det kun et »hen«, i levende Live kom han ikke tilbage. Dødens Haand
greb ham i den store Kunsts evige Stad, som han havde været luid al Længsel eller at
gjense. Her døde han den 30. April. Budskabet herom vakte Sorg i vide Kredse, men
ved Siden af Sorgen lød der varme takkende Ord; hans virksomme Livs gode Hand
linger mindedes af hengivne Hjærter. Frk. Zahle siger i sit Svar paa el Brev Ira f r u
Jacobsen: »Hvad De skriver, er som en Udstrømning al Deres hjærtelige Godhed. Gud
velsigne Dem for denne nu og altid. Alt i mig er jo Tak mod Dem og ham«. I el Brev
fra Fru Heiberg hedder det: »Gud velsigne ham i sil Paradis for Alt, hvad han har
gjort for den Enkelte, for sit Fædreland«. Lignende Ord lød ved Sörgehöjliden, der
fandt Sted paa den skjönne protestantiske Ivirkegaard ved Cestius-Pyramiden, tor hans
Lig blev bragt til Danmark.
Nu blev meget forandret. De af den Afdøde i hans Testamente indsatte Exekutorer,
Tømmermester H. Kavser, Höjesteretsadvokat A. Klubien og Boghandler Ih. Lind,
16