143 / 297
118
SLUTNING
oprettede han yderligere i 1885 en Tilskudskasse, i hvilken de af Arbejderne selv ind
satte Beløb forrentedes med 5 pCt.
Der var Ro og Harmoni i hans Forhold til Bryggeriets Arbejdere, der paa deres Side
saa op til ham med Hengivenhed og Taknemlighed. Men hvor stor hans personlige
Frihedsfølelse end var, og hvor oprigtig en Demokrat han end mente at være, saa han
slet ikke venlig til de opkommende Fagorganisationer. Lige saa lidt som han opgav sit
danske Sindelag, skjondt han var fuldt klar over, at det var de tyske Embedsmænd i
Kancelliet, der havde ført ham ind paa at brygge bayersk 01, lige saa lidt kunde han
blive Ven af Socialismen, skjondt han kunde se, at de ved den fremkaldte Arbejder
forhold i væsentlig Grad havde forøget Carlsbergøllets Afsætning. Vi have set, hvor
kraftigt han væbnede sig mod den Murerstrike, der truede ham efter Carlsbergs Brand
i 1867, og hvor stærkt han udtalte sig i Anledning af Striken i 1872, der krydsede Op
førelsen af den botaniske Haves Væxthuse. Folket, der efter hans Anskuelse skulde
raade, gik næppe længere ned end til Middelstanden; hans Forhold til Bryggeriets Ar
bejdere var udelukkende patriarkalsk. Yndede han end ved festlige Lejligheder at lade
Marseillaisen lyde paa Carlsberg, var og blev han dog en konservativ Natur med An
læg for og Lyst til at staa som den Ledende og Bydende, hvad der slet ikke aftog med
Aarene.
Jacobsen holdt sig mærkelig længe ungdommelig rask. Det er først i 1884, i hans
73de Aar, at han i det tidligere citerede Brev fra Turin klager over at have følt sig træt,
men nu vedbliver Træthedsfølelsen. Da han 1885 er i Stokholm, er han kjed over, at
det er saa vanskeligt at faa en Droske; han opgiver »den trættende Tur« hjem over
Trondhjem, som han havde paatænkt, og tog istedenfor hjem over Kristiania. Men
han glædede sig stærkt til i 1887 at skulle gjense Rom. Han havde ikke været i denne
Verdensstad, siden han i 1862 havde besøgt den sammen med sin Son. Livlig interes
seret for dens Historie og dens Mindesmærker, som han ved flittigt Studium havde
godt Kjendskab til, havde han atter og atter tænkt paa Rom, men aldrig paa sine Rejser
efter det nævnte Aar ment at have Tid til at gaa saa langt sydpaa. Nu skulde det være,
nu skulde han sammen med sin Hustru, sin Son, sin Svigerdatter m. Fl. gjense de
gamle Kunstskatte. I Marts naaede han derned, men Glæden over Gjensynet fik ikke
Lov at vare længe. Han blev syg, og Sygdommen førte den 30 April til Døden.
Budskabet om hans Sygdom blev modtaget med Bekymring i Kjøbenhavn. Den 2
April skriver Japetus Steenstrup ned til ham: »Giv Dig god Ro og Tid til langsom
Bedring«, og han fortsætter: »Stakkels Frans Djørup er i en ikke ringe Spænding for
at vide Dine romerske Lægers Behandling af Ondet. I disse Dage stikke vi naturligvis
Hovederne sammen mindst een Gang hver Dag. Det kunde jo være, at den Ene havde
faaet Noget at vide, som den Anden endnu ikke vidste. Gud være med Dig og med
Eder alle«. Og Fru Heiberg skriver den 22 April: »Det gaar mig med Dem som i sin Tid
med Frederik VI. Saa længe han levede, havde jeg en Følelse, som jeg havde en Fader,
jeg i Nøden kunde stole paa, til hvem jeg kunde ty, ifald det behøvedes. En saadan
Ven ha r jeg haft i Dem, en Ven, jeg har været glad ved og stolt af. Give nu Gud, at Bud
skabet fra Dem bestandig maa lyde bedre og bedre«. Trods al Deltagelse blev det dog