148 / 297
FRA BEGRAVELSEN
123
v is t to r v i sige, a t h v a d v i h e r h a v e tilla d t os a t ud ta le fo r Dem , det vilde T u sinde r tr in d t
om i L a n d e t ogsaa ud ta le, om der blev g iv e t dem L ed ig h ed dertil.
Vi bede H im le n s k jæ n k e Dem og Deres sin bedste Velsignelse og slu tte m ed det Onske,
som vel tid ligere er u d ta lt f o r Dem , m en som v i dog ik k e k u n n e om b y tte m ed nog e t a n
det, fo r d i de t fo r en M and m e d et Fæ d re land ssind som Deres er det bedste, der k a n bringes:
G id Herren i sin N a a d e m a a tte s k jæ n k e Fæd re lande t m a n g e sa a d a n n e Sbnner.
K jobenhavn i Marts 1877.
Da Jacobsen den 23 Maj 1887 begravedes fra Fruekirke, var der samlet en mægtig
Sorgeskare med Landets gamle Konge i Spidsen, og ved denne Lejlighed talte Provst
C. Ewaldsen vægtige Mindeord. Han skildrede Jacobsen som en Mand i Vilje, en Mand
i Kraft, som en Arbejdets Mand, der dog aldrig blev en Slave al Arbejdet, li han var
altid et Hoved hojere end Gjerningen, hvad der kom deraf, at han tidlig havde læri to
hojbaarne Venner at kjende, Kunsten og Videnskaben, som han gav Husrum i sil
Hjærte. De fyldte hans Sjæl med hbje Syner og store Tanker, og selv om man var uenig
med ham, maatte det indrommes, at Smaalighed og personlige Hensyn laa nedenfor
hans Synskreds. Særlig var den Sætning, at sit Fædreland skylder man Alt, levende
hos ham, hvad han viste paa mange Maader og ikke mindst overfor Nord-Slesvig; men
derfor laa der ogsaa en Sølvkrans paa hans Kiste Ira danske Sønderjyder. Levende er-
kjendte han, at Meget var ham betroet, og at Meget derfor maatte fordres af ham, li
helt og fuldt erkjendte han, at det var Guds Naade, der havde baaret ham igjennem