84 / 134
man søgte læge-, jordemoder- eller begravelseshjælp. Derimod
betragtedes det stadig som fattighjælp at modtage alminde
lig understøttelse i tilfælde af sygdom. De ubehagelige fø l
ger heraf afbødedes dog i nogen grad af den understøttelse, som
man kunne erhverve gennem medlemsskab af de statsanerkendte
sygekasser, som blev et resultat af sygekasseloven af 1892.
En vigtig nydannelse i den nye fattiglov var endvidere, at det
lykkedes at få indført faste regler for eftergivelse af fattighjælp.
For fremtiden fik enhver person ret til, når han i fem år havde
holdt sig fri af fattigvæsenet, at ansøge om eftergivelse og her
ved generhverve sine borgerlige rettigheder, og de enkelte kom
munalbestyrelser kunne selv, når et år var gået, af egen fri vilje
skænke eftergivelse. Ved disse bestemmelser havde samfundet
taget et vigtigt skridt i retning af at humanisere fattigloven og at
skåne en væsentlig del af de personer, som havde måttet søge
det offentlige om hjælp, for en varig borgerlig degradation.
De sociale love af 1891-92 skabte et helt nyt grundlag for
kommunernes forsørgelsesvæsen. Nye arbejdsopgaver skulle lø
ses, først og fremmest gennemførelsen af den nye alderdomsun
derstøttelse, og det var ligesom der kom en helt ny ånd ind i
administrationen af forsørgelsesvæsenet. I København drog man
konsekvensen af de nye principper, og man ændrede betegnelsen
for den virksomhed, som varetoges af magistratens 3. afdeling,
fra Fattigvæsenet til Forsørgelsesvæsenet. Borgmester Jacobi
genoptog spørgsmålet om A lmindelig Hospitals fremtid, og han
enedes hurtigt med borgerrepræsentationen om, at tidspunktet
måtte være inde til at opgive stiftelsen i Amaliegade. Der kunne
naturligvis ikke være tale om at nedlægge stiftelsen, thi ingen af
de indlagte lemmer opfyldte betingelserne for at få alderdoms-
støttelse, og deres almindelige tilstand var også en sådan, at de
ikke kunne leve uden for en stiftelses beskyttende vægge. Men
man kunne skaffe dem bedre ydre levevilkår ved at flytte dem
til andre omgivelser.
81