91 / 134
efterfulgte ham i inspektørembedet i 1905. Fra 1910-17 var
Lehmann borgmester for 3. afdeling, og han efterfulgtes i in
spektørembedet af Chr. L. Friis. Også dr. L. I. Brandes fulgte
med over i den nye stiftelse som overlæge på sygehuset. Han
døde imidlertid allerede i 1894. Hans efterfølger blev den kend
te hudspecialist Nic. Holm, der i 1916 afløstes af dr. J. L. A.
Stein. Foruden overlægen var der knyttet en fast reservelæge til
sygehuset. I øvrigt bestod personalet af henved 125 personer.
Selv om de nye regler om alderdomsunderstøttelse med årene
fritog et større og større antal gamle medborgere fra at komme
under fattigvæsenet, var der endnu i mange år brug for en
stiftelse som A lm indelig Hospital. De indlagte lemmer bestod
fortsat hovedsagelig af gamle og hjælpeløse fattige, som ikke
kunne opfylde betingelserne for at oppebære alderdomsunder
støttelse, og som umuligt kunne klare sig i eget hjem. I stiftelsen
optoges også yngre personer, der på grund af en eller anden
uhelbredelig sygdom eller vanførhed ikke kunne klare sig pa
egen hånd. Det var stiftelsens opgave at skabe et hjem for disse
vanskeligt stillede, og de fik deres fulde underhold i stiftelsen.
Ønskede de at udføre et eller andet arbejde for stiftelsen, var
der mulighed herfor, og de oppebar en betaling. Man kunne også
anvise værkstedsplads for de beboere, der ønskede og kunne
arbejde lidt for egen regning. Der måtte naturligvis på en
anstalt af denne karakter herske visse ordensregler. Man fo r
søgte imidlertid at gøre tilværelsen så fri for lemmerne som
muligt. Indtil 1910 havde de indlagte lemmer tilladelse til
at forlade stiftelsen hver torsdag og søndag. Fra 1. marts 1910
udvidedes udgangstilladelsen til at gælde hver dag fra kl. 13
samt torsdag og søndag hele dagen. Betegnelsen hospitalslem
var fra gammel tid knyttet til stiftelsens beboere. Da inspektør
Lehmann blev borgmester, drog han omsorg for, at man i frem
tiden kaldte dem „indlagte“ .
Forfatteren, dr. Johs. Lehmann, der tilbragte nogle lykkelige
barndomsår i inspektørboligen i Nørre A llé, har givet en leve
vende skildring af det daglige liv inden for de røde mure og af
de mange mærkelige skæbner, der henlevede deres sidste år i