11 / 170
kulbuelamper fra 1870. H an installerede hovedbanegården i 1889
med kulbuelamper. H er var en tøm rer A lbert Hum ble med som
hjælpearbejder. H an blev senere et af vore kendte og afho ld te m ed
lemmer og fik medlemsnummer 2, han nåede også at få 50 års
jubilæum som medlem i afdelingen — 80 år gammel. Vor m ange
årige forbundsformand Valdem ar Jensen udlæ rte i øvrigt hos pro
fessoren den 15. september 1903 og fik nr. 98.
Den store udstilling i Tivoli 1888 var „elektrisk illum ineret“ og
vakte stor opsigt. Københavns kommune byggede „Gothersgade-
væ rket“ som åbnede med stor festivitas i 1892. D e t kan for os virke
noget kuriøst, at der blev ned lag t særlige kabler fra el-værket til
D et Kongelige Teater, idet man ikke stolede på dette nymodens
påfund, og af samme årsag beholdt m an da også gasanlægget i en
årrække frem — som sikker reserve.
Så kom der fart på — DFDS, Magasin du N o rd , Store Nordiske
Telegrafselskab. D erefter restaurationer, forretninger og private vel
havere.
De første elektrikere her i landet var tyske specialuddannede
maskinarbejdere, og først i halvfemserne kom der også en del svende
oplærte som montører i Sverige.
Der opstod hu rtigt et „fagaristokrati“ (i egen bevidsthed næsten
at sammenligne med akadem ikerne nu 80 år sen ere). Disse montører
følte sig hævet op over alle andre faglæ rte og ufaglæ rte arbejdere.
De skulle tiltales med De — H r. — H r. m ontør — men de sagde
selv du og fornavn til deres hjæ lpemontører. Også indbyrdes var
de særdeles fornemme. — H r. og De — det frem går bl. a. af brev
kopier, og selv i protokoller refereres ofte „H r .“, når der er tale
om en montør.
Hjælpemontørsystemet var en overlevering fra Tyskland, og ar
bejdsgiverne forstod straks at udnytte det. N å r d ’hrr. montører fik
40 øre pr. time, så fik hjæ lpemontørerne fra 20 til 30 øre i timen
gennem 3 år — og som regel var der tale om faglæ rte smede, sned
kere, tømrere, stukkatører o. a. Da man begyndte at tage lærlinge
i faget, var det til helt elendige lønninger, ofte måtte der endda
betales kontant for at få „læ rdom “ gennem 5 lange år med 10— 11
timers arbejdsdag. H jæ lpemontørordningen skulle være afskaffet i
1911 men fortsatte delvis helt op til 1920.
Montørerne var fine folk. R igtig påklædning var jaket (spids
kjole) og stribede benklæder, løse manchetter og „k lip fisk“ med
10