144 / 170
tilfredsstillende, men det var et meget stort fremskridt. Der var fort
sat mange faglige sager, og alt for mange m åtte afgøres ved vold
gifter, fordi installatørerne ikke turde tage ansvaret for selv at
træ ffe aftaler, men det ændredes heldigvis senere. — En enkelt sag
bør nævnes, da den var lidt ud over det normale:
Installatø r V iggo Dencker var øjensynlig kommet lidt på kant
med „N ø rrevo ld 34“, for han meldte sig ud af Installatørforeningen
september 1957 — men han var bundet af overenskomsten til 1.
marts 1958.
D et blev morsomt, for vi krævede omgående at få særoverens
komst med ham , men det nægtede han, for det kostede nemlig
11
øre
mere pr. time. Så sendte vi ham et blokadevarsel, hvorefter han
skyndsomt meldte sig ind i Installatørforeningen igen. Vi klagede
naturligvis til Arbejdsretten. Dencker var faktisk lidt på spanden i
den sag, så han tilbød et forlig på lokalt plan. H an måtte af med de
11
øre ved at forhøje de bestående timelønninger, så de kom til at
ligge fra 515— 550 øre pr. time. — Og så vendte hr. Dencker tilbage
til folden — under „Jernet“s beskyttende vinger.
Bestyrelsen i 1958.
Forrest fra v.: Edvin Olsen, næstformand; Paul Pedersen, formand; Carl Larsen,
kasserer. Bagved fra v.: Harald Svendsen, Robert Johnsen,
Edmund Madsen, Gunnar Petersen.
143