146 / 170
grund af den slemme sygdom, der kaldes „mødetræ thed“ — men er
ligegyldighed foranlediget af bedre økonomiske muligheder for at
dyrke fritidsinteresser, fjernsyn, bil, sommerhus o. 1. Desværre bliver
denne sygdom værre og værre. Der må findes frem til en medicin,
der ikke kun virker en enkelt gang. Distriktsklubben blev nedlagt på
generalforsam lingen i foråret 1959.
Statistik er ikke altid korrekt. Elektroinstallatørernes statistik var
blevet direkte misvisende. De opgivne løntal — såvel for timeløn
som for akkordfortjenester pr. time — var for små. Det lyder tosset,
men sådan var det. D er skete nemlig det, at installatører — for at
skjule overfor Installatørforeningen, at de gav personlige tillæg —
aftalte „akkordtillæg“ . Timerne, også for spjæld, blev skrevet som
akkord.
Eksempel: T imeløn 525 øre. Timerne blev skrevet ud som
akkord, og det aftalte tillæg på 75 øre pr. time blev så udbetalt
som overskud senere. På den måde blev den officielle timeløn
ho ld t nede, men det medførte også, at de statistiske akkordtal
blev for små, for der tjentes jo normalt en del mere på rigtig
akkord. Derimod blev den viste akkordprocent for stor.
A ltså i alle forhold blev statistikkerne misvisende, og det var da
også medvirkende til, at forbundet gik bort fra fast månedstatistik
og over til lejlighedsvise spørgeskemaer, som trods svagheder gav
mulighed for en vis kontrol.
Priskuranttillægget på 65,416 % var nu blevet indregnet i pris
kuranten ved pristal 435, men man var klar over, at det ikke ville
vare længe, før der igen skulle tillægges nye procenter. Inflationen
var i fu ld t sving, „Den onde cirkel“ løb hurtigere år for år.
Pris
stigninger — lønstigninger o.s.v. i stadig hurtigere tempo. Hvor
længe går det godt? D et spurgte vi allerede hinanden om i 1959-
På den ordinære generalforsam ling 3- november drøftede man
den ofte alt for langsommelige forretningsgang ved faglige sager.
Paul Pedersen gav et eksempel fra problemet om hårde kalksand
sten. Mæglinger med flere firmaer uden resultat, timandsmøder,
prisudvalg, tilbage til timandsmøde, i udvalg. Påny i prisudvalg
så til voldgift, derefter tid-prøver på flere arbejdspladser, sa igen
til voldgiften, og derefter brugte opmanden 14 dage, som han havde
ret til, for at skrive kendelsen — som i øvrigt gav os ret. Vi fik de
145