18 / 170
outen fortsatte, det var umuligt at komme til enighed med in stalla
tørerne. Til slut blev man enige om at lade lønproblemet afgøre ved
voldgift, men så var det ikke til at blive enige om opmand. Men!
Så skete der det i vore øjne mærkelige — at 82 medlemmer på g en e
ralforsam ling den 8. september 1899 blev enige om at anmode instal
latør C. Andersen, fra firmaet Andersen & Meyer, om at være op
mand. D et viste sig iøvrigt, at val
get ikke var så dårligt endda — re
sultatet set i forhold til de stillede
krav.
På samme generalforsam ling
oplyste formanden, hvor de lock-
tede medlemmer kunne hente na-
turalforplejning — mælk, brød,
flæsk m. m.
„Ingen bør genere sig“, sagde
formanden. Understøttelsen var
fortsat kun 6 kroner pr. uge
plus af og til en daler fra afde
lingen.
I tiden fra den 1. november
1898 til den 31. oktober 1899 var
der ho ld t 32 bestyrelsesmøder, 8
medlemsmøder og 9 generalfor
samlinger. Dertil kom alle for
handlingsmøderne.
Formanden Chr. Jensen kunne ikke få arbejde. Han var sortlistet,
også i de firmaer, der ikke deltog i lock-outen. Man forstår bestyrel
sens vanskeligheder. Kontingentet var 75 øre om ugen, men der var
som regel altid et eller andet ekstrakontingent.
Klub C. F. Riedels strejkebanner fra
1899, „Uenighed gør steerk
“ .
1900
Den nye løntarif blev fastlagt ved voldgiftskendelse den
8. januar 1900. Som nævnt var installatør C. Andersen opmand.
Minimalløn for montører 50 øre pr. time, hjælpemontører 35 øre,
første år dog 33 øre (selv om det var faglæ rte). De skulle være
hjælpemontører i 3 år. Man fik ligeledes en kostpengeordning —
235 øre pr. døgn.
17