39 / 81
Hospitalet* ikke glemmer
Sytten stegte paa sin Seng;
Andre miste Liv og Lemmer
Hist og her; det gik i fleng:
Ach hvor meget gik til Meene!
Vanheld kommer sielden eene.
Da nu Ilden saa husseret,
Syntes legge alting ned,
Mand at redde sig ei kiæred
Udaf bar Kleinmodighed,
Men med Bønnen eene kiæmped,
Som den Ild fra HErren dæmped.
Kongens Bøn, hans Suk og Taare
Trængte da i Himlen ind,
HErrens Præster Offer baare,
At formilde HErrens Sind:
Menigheden sit ei glemte,
Men de sa'mtlig Suk Lstemte.
Da saa samled’ Suk og Bønner
Stode op i Himlens Skye,
Fra vor øde Zions Sønner,
Fra vor arme faldne Bye,
Lod GUds Vrede sig formilde,
Da GUds Folk sig holt saa ilde.
Kongehusets modig Taare
Faldt da ei paa Stok og Steen,
Kongens Søn GUds Engle baare
Paa hans Vagt for Fald og Meen,
* I d e s a a k a ld e d e H a m b u rg e r S æ lle b o d e r p a a M y n te n .
37