43 / 81
Stormægtigste
Monarch
og
fromme Landsens Fader!
Det seer bedrøvet ud paa de forbrænd
te Gader;
GUd spare Dig hos os endnu saa
mange Aar,
At Kiøbenhavn igien kand glem
me dette Saar!
Men Ak! Hvor gik det til? Jeg kand det ej beskrive,
Med mindre at mit Blod skal kold om Hiertet blive;
Afmægtig er min Haand og Pennen falder need,
Naar jeg vil tænke paa den Tids Elendighed.
Ja Himlen var os vreed, det maa vi nok bekiende,
At Luen samme Tid begyndte der at brænde,
Just da den stærke Vind for Alvor støtte paa,
Just der, hvor Vand ej var i Hastighed at faa.
Det kiære Borgerskab, den højtbetrængte Skare,
Og de af
Levi
Børn, som der var sat i Fare,
Opsøgte sig et Skiul til Sikkerhed at faa,
Men hvor de kom og var, falt Ilden atter paa.
Som naar det store Hav vil overskylle Landet,
Og Demning bryder ud, som skulde holde Vandet,
Saa hastig var det og den røde Hane kom
Og jog saa mangen een fra Huus og Ejendom.
Forskrekkeligt at see de GnisteTulde Vinger,
Hvormed hand sig omkring paa alle Kanter svinger