384 / 426
Fjerde Tidsrum. 1818—1848. IV.,
369
meget man end maa holde Professorerne tilgode, at de
følte sig stødte over den Tone, hvori Læseforeningens
sidste Indlæg var holdt, dog vel meget smagte af det i de
Tider saa yndede Princip: »Vi alene vide o. s. v.». For
uden at nemlig Opmærksomheden henlededes paa de Ud
gifter, i hvilke Foreningen satte Medlemmerne, den Tids
spilde, som fulgte af Deeltagelsen i dens Bestyrelse, og
de mindre heldige Virkninger, som kunde fremgaae deraf,
at en Deel af Medlemmerne (de forhenværende Regent-
sianere) ikke stode i samme Forhold til Fakultetet som
dem, for hvis Skyld Foreningen nærmest var oprettet —
yttredes der ogsaa Frygt for, at de i Foreningen forefal
dende Forhandlinger og Forsamlinger kunde »foranledige
en Virksomhed i en Retning, der hverken kunde være
gavnlig for vedkommende Individer selv eller for Samfunds
livet paa Regentsen». Dertil kom endnu, hed det, »at
Valget af Tidsskrifter og Bøger ved den nærværende Ind
retning ikke altid kunde ventes at ville blive saa hensigts
mæssigt, som naar det bestyredes af Kyndigere og mere
Erfarne». Universitets-Direktionen indstillede Sagen til
Kongen, der Nytaarsdag 1839 bifaldt, at der af Kommuni
tetet maatte anvendes indtil 500 Rdr. aarlig til Vedlige
holdelse af Regentsens Læseforening uden nogen Bekost
ning for Alumnerne, men saaledes at hiin blev sat undei
nærmere Bestyrelse og Tilsyn af det theologiske Fakultet.
I Begyndelsen af Febr. blev den kongelige Beslutning med-
deelt Læseforeningen, hvis Medlemmers Fleertal paa en
den 10 Marts afholdt Forsamling erklærede, at de betrag
tede Foreningen som opløst, og overdroge et nedsat Ud
valg at realisere dens Eiendele, liqvidere dens Gjæld og
for Fakultetet og Provsten at udtale Foreningens Smerte
over det Passerede. Hvilke Følger Læseforeningens Op-
24