398 / 426
Fjerde Tidsrum. 1818—1848. V.
381
omtales, maatte søge ud af Gaarden, medtog man i alt Fald
længe nogle Grene af hiint Træ for dog at bringe en Deel af
dette Gaardens bedste Smykke med sig. En anden An
ledning til at opfriske Mindet om den 1 Juli 1823 afgav
Nyerup. Det var endnu bestandig denne milde og ven
lige gamle Mand, der var Regentsens Hyrde, og han saae
med ligesaa gunstige Øine paa den livlige og bevægede
Færd, der nu gik for sig paa Kollegiet, som paa det stille
og tilbagetrukne Regentsliv i hans yngre Aar. Forinden
vi berette, hvorledes Regentsianerne benyttede enhver Lei-
lighed til i de sidste Aaringer af hans Levetid at bringe
ham deres Hyldest, skulle vi dog i Forbigaaende berøre
en lille Begivenhed, der forefaldt under den saakaldte Jøde-
feide i Aaret 1819, saavel fordi den afgiver et yderligere
Bidrag til Belysning af, hvorledes Nyerup opfattede sin
Stilling ligeoverfor Alumnerne, som fordi det var den
sidste Gang, Regentsen blev Vidne til Kamptummel, og
den sidste Gang, det kom til et Sammenstød mellem Stu
denterne og deres gamle Modstandere, Armeens Officerer.
Vi ville lade Nyerup selv fortælle Begivenheden. »I
Aaret 1819 — siger han i sit Levnet —forefaldt et Optrin paa
Regentsen, som er altfor mærkværdigt til, at jeg kan forbi-
gaae det med Taushed. Det var i den saakaldte Jødefeide den
5 og 6 Sept. Paa den første af disse Dage om Aftenen Kl.
10 stode nogle Regentsianere aldeles rolige og stille, ikke paa
Steder nær ved Opløbet, men paa deres egetFoitoug, ved
deres egen Port, i det især af Professorer og Studentel
beboede Kannikestræde, da den patrouillerende Lieutenant
B. lod dem, efter at have paa en ikke høflig Maade be
falet dem at forføie sig bort, ved sit Mandskab med Ba
jonetten jage ind i Porten, dog uden at Nogen deived
lemlæstedes. Dette var forbeholdt den patrouillerende Lieu-