KommunitetetOgRegentsen

386

Kommunitetet og Regentsen.

til ham fandt Fædrelandskærligheden sin Aabenbaring, i

ham saae man virkelig Folkets Fader, og naar Studenterne

med den øvrige Befolkning bragte ham deres Hyldest, da

var det ikke en halv kommanderet og derfor tom Demon

stration, men en Handling, der var udsprungen af en lige

frem Hjertens Trang. Ved Siden af Mangelen paa politisk

Interesse stod der derhos foruden den stærkt udviklede

litterære Sands saa Meget, der bidrager til at forsone Iagt

tageren med Savnet af hiin. Der var saa megen Varme

og Begeistring, saa megen Pietet for alt Stort og Fortjenst

ligt, saa megen Umiddelbarhed og midt i Lystigheden saa

megen positiv Alvor, som, om den end stundom kunde

have et Stænk af Sentimentalitet, dog i mangen Henseende

dannede en smuk Modsætning til den hos en yngre gjen-

nemreflekteret Slægt ofte altfor stærkt fremtrædende kriti

serende, parodierende og spottende Tendents. Intet vidner

maaskee stærkere omUmiddelbarheden og Alvoren hos hiin

Generation end det Træk, der er os meddeelt af en da

værende Regentsianer, at man ved en af de ovenom

talte smaa festlige Sammenkomster under Linden i Kol

legiets Gaard uden fjerneste Forargelse kunde synge Psal

men »Hvo veed, hvor nær mig er min Ende», kun glæ

dende sig over den fiirstemmige Chorals harmoniske

Virkning.

Det var Julirevolutionen og dens danske Affødning

Stænder-Anordningen af 1831, der vakte den dannede Deel

af vort Folk til politisk Bevidsthed, og det er naturligt, at

den opvakte og letbevægede akademiske Ungdopi efter-

haanden mere og mere grebes af det frembrydende poli

tiske Liv, uden at den just derfor opgav, hvad der hidtil

ved Siden af de strængt videnskabelige Sysler havde lagt

Beslag paa dens Interesse. I Studenterforeningen vakte