FinsenInstitutet

i Kølekassen til Pulpatemperaturen var 120, hvorefter højre Fod og Under

ben anbragtes i Vandbadet ved 430; Forsøget forløb klassisk: efter 8 Minut

ters Latenstid steg Fingerpulpatemperaturen brat (se Fig. 2).

Derefter gentoges Forsøget blot med den Ændring, at der anvendtes Varme

kasse (43° Lufttemperatur) i Stedet for Varmtvandsbad. Resultatet var frap

perende: Trods Opvarmning en Time i Varmekassen sank Pulpatemperaturen

jævnt til ca. 8° ,og Forsøget maatte afbrydes paa Grund af Smerter i Haanden.

Forsøgspersonen syntes, Benene i Varmekassen føltes varme, men ellers smaa-

frøs han, og Benene var objektivt varme at føle paa. 1 et nyt Forsøg sattes

Temperaturen op til 70° i Varmekassen; Benene føltes ubehageligt brændende

varme af Forsøgspersonen, og objektivt var Huden paa Benene hed at føle paa,

men bleg med netmasket Kartegning, og viste senere en ganske let Førstegrads-

forbrænding, •— men Pulpatemperaturen paa den afkølede Haand faldt gen

nem 45 Minutter for derefter at stige ubetydeligt gennem 15 Minutter, da

Forsøget maatte afbrydes paa Grund af Forbrændingen af Benet. Dette gav

Stof til Eftertanke, og inden længe erindrede man sig

Sonnes

Forsøg paa

Finsenlaboratoriet, der tydeligt pegede paa, at de langbølgede Varmestraaler

skulde være uden væsentlig Gennemtrængningsevne. Varmepudekassen blev

derefter erstattet med en ganske almindelig

Lysvarmekasse med Kidtraadspærer,

og Forsøget gentoges med en Lufttemperatur i Kassen paa 430; efter 8— j o

Minutters Bestraaling af Fødder og Underben steg Temperaturen brat paa

den afkølede Haands Fingerpulpa, nøjagtig som ved

Vanggaards

Varmtvands

bad. Benene angaves behageligt varme af Forsøgspersonen og føltes objektivt

sundt varme, med naturligt lyserød Hud uden Kartegning.

Forsøgene gentoges adskillige Gange med samme Resultat, der kan resumeres

saaledes:

Med 430 varmt Vand uden Røring kan Huden ved Ledning og Konvektion

fra Vædsken med høj Varmefylde ret hurtigt gennemvarmes. Med 43 varm

127