FinsenInstitutet

stilfærdig Maade, men i Overensstemmelse med

Finsen's

Beskedenhed, har

Lysstationen rejst sig i Kommunehospitalets Have, hvor Magistraten har

givet den i alt Fald midlertidigt Husly.«

Anmelderen slutter:

»Det gælder her om ikke alene at støtte et Foretagende, der kan blive

til Gavn for mangfoldige Mennesker, men ogsaa at værne om vor nationale

Ære. Det er ikke hyppigt, at danske Mænd bliver Banebrydere for en

betydningsfuld Sag, og naar det derfor hænder en Gang imellem, har

Nationen en Pligt til at støtte Forkæmperen.

Finsen

’s Institution er kun

en lille Begyndelse, og for at den kan hæve sig til noget stort, trænger den

til Udvidelser og Forbedringer. De dertil nødvendige Midler vil forhaa-

bentlig Stat og Kommune kappes om at faa Lov til at yde.«

Forskellen imellem disse to Anmeldelser, hvoraf Brudstykker er citerede, er

iøjnefaldende. Mens det lægevidenskabelige Fakultet igennem

Knud Faber

følte

sig »forpligtet til at væbne sig med Kritik, som man haabede paa senere og

udførligere Meddelelser kan gøre til Skamme«, er Anmelderen i »Ugeskrift

for Læger« straks klar over, at Finsen har udført en meget stor lægelig Bedrift,

hvis Følger næppe kan overses endnu. Derfor tales her om »vor nationale Ære«,

det understreges, »at Nationen har Pligt til at hjælpe«, og til Slut opfordres

»Stat og Kommune til at kappes om at yde Finsen den nødvendige Støtte.«

Til Forklaring af det lægevidenskabelige Fakultets noget skeptiske og ret

ki^tiske Indstilling overfor Finsen, en Indstilling, der i Hovedsagen forblev

uændret i Finsens Levetid, tjener den Kendsgerning, at Fakultetets Medlemmer

ikke var vante til at bedømme Genier.

Hvad var da Finsen i Efteraaret 1896, da han traadte frem for Offentlig

heden med sin store Opdagelse? Han var blevet Student i en sen Alder med

anden Karakter. Han dumpede første Gang til Kantussen. Han fik kun anden

Karakter til Embedseksamen. Han var ikke »sat i Gang« med et Disputats

arbejde af nogen af »de store« indenfor Faget. Han var fattig, uden Forbin

delser og dertil kronisk syg. Og saa begyndte han paa sine Lysstudier, han

helbredte endogsaa Lupus; men han kunde ikke gøre Rede for det »lige saa

vigtige Spørgsmaal om den Proces, hvorigennem Helbredelsen opnaas.«

Finsen var i Sandhed en aparte Ælling, der var dukket op i den danske Ande-

gaard. Han var

Geniet.

Men han trængte til hurtig Hjælp og god Hjælp, hvis

Menneskeheden skulde naa at faa Gavn af hans geniale Opdagelse. Og Finsen

fik Hjælpen, og selv lagde han hele sin Arbejdskraft i sit nystiftede medicinske

Lysinstitut.