23 / 480
Fig. 8. En Lupuspatient før og efter Finsenbehandlingen.
partier og æder sig i Tidens Løb dybere ind i Vævene. Da Lupus især angriber
Hud og Slimhinder i Ansigtet, særlig Næsen og Kinderne, er det forstaaeligt,
at de lupussyge nærmest var at ligne ved Middelalderens spedalske. Ingen var
tjent med at have en alvorlig angrebet lupussyg i sit Brød. Naar først Syg
dommen for Alvor var erkendt og som Regel havde trodset aarelang Behand
ling, var der i Grunden intet andet for Patienten at gøre, end at haabe paa,
at den barmhjertige Død snarest vilde afslutte Lidelserne. Men det kunde vare
mange Aar. Disse blev saa tilbragt for manges Vedkommende i Storbyernes
Baggaarde og Fattigkvarterer og paa Landet i Fattighuse og Aftægtsboliger.
De syge blev afskyet af alle. Hvem vilde sidde ved Siden af et Menneske med
et lupushærget Ansigt ? ■— hvem vilde gaa til Alters sammen med en lupussyg ?
En haardt angreben Lupuspatient var i Tiden før 1896 i Virkeligheden næsten
at betragte som levende død. Naar Lupus dengang havde en stor Udbredelse,
hænger det sammen med, at Hovedsygdommen, Tuberkulosen, havde en endnu
større Udbredelse. Naar Lupus i vore Dage maa betegnes som en meget sjælden
Lidelse, skyldes det dels, at den tidligt erkendte Sygdom hurtigt helbredes
fuldstændigt gennem Lysbehandlingen, og dels, at selve Tuberkulosen er paa
Retur.
23