117 / 372
106
frygtblandet Beundring samt klingende Godl-
gjørelse.
Ved hans Uod hævedes den Fortryllelsens
Kreds, som han havde vidst at drage om sig,
man aandede atter friere og naturligt trængte det
Sporgsmaal sig frem: Hvad var han egentlig?
Hos Ingen maatte dette Sporgsmaal gjøre sig mere
gjældende end hos ham, der paa en Maade havde
staaet ham nærmest, Kongen selv, han, der i
Peder Oxe først havde seet sin Dødsfjende, der-
paa, efter en Times Samtale, sin dygtigste, troeste
Tjener. Uafviseligt krævede Gaaden sin Løsning:
Hvo var den rigtige Peder Oxe, Hoiforræderen
eller den uovertræffelige Kigshovmester, der blev
tro indtil Døden.
Skade at de Skridt, som Frederik den Anden
gjorde i denne Henseende og som først nu ere
komne for Lyset, ikke give Svar paa det, som
man kunde vente at faae klaret, selve Kongens
Hensigt. Hvor meget Lys vilde det ikke have
kastet over Frederik den Andens Charakter, om
man sikkert vidste, hvorfor han lige efter sin
Hovmesters Død skrev til Hofferne i Sachsen og
Hessen og udbad sig alle hemmelige Dokumenter
vedkommende Peder Oxe. Var det maaske blot