16 / 372
5
ham een Ting: at være forsigtig ikke mindst
overfor sine Venner.
Lykken var ham gunstig. Fremmed, venne
løs, uden synderlig Formue eller Forbindelser svang
han sig op i Lothringen hos Christian den Andens
Slægt, og snart var han en ligesaa formaaende
Mand i de nye Omgivelser, som han havde været
i de gamle. Medens Frederik den Anden her
hjemme satte Land og Eige paa Spil i ungdomme
lig Forvovenhed, steg hans fordums Undersaat
sikkert opad Skridt for Skridt hos Danmarks Fjende,
og det O'ieblik syntes at nærme sig, da han ikke
behøvede at tye til Rygtets Overdrivelser, for at
være en farlig Modstander for sin fordums Herre.
Under saadanne Omstændigheder syntes Loddet
kastet, hvor Frederik den Andens og Peder Oxes
Interesser stødte sammen, maatte den Ene vige;
Broen var afkastet mellem Peder Oxe og hans
Fædreland. Og dog, saa utroligt det end lyder,
opnaaede han for tredie Gang at svinge sig til
Veirs, høiere end tilforn, og det i selve sine Fjenders
Land, i Danmark. Han vendte tilbage, ikke som
en ydmygtbedende, da Sporene af hans Færd vare
udslettede, men i selve det mest kritiske Gieblik,
da Striden var heftigst og Sindene, i Oprør; han