KøbenhavnsKirkesag

foldighed af storslaaede Virksomheder, som alle bæres af Fri

villigheden: Hedningemissionen, Valgmenighedsbevægelsen, Indre

Mission, Søndagsskolesagen, K. F. U. M., K. F, U. K., Diakon

issesagen, Højskolesagen og Bibelsagen. Adskillige af disse Be

vægelser har holdt Jubilæum, men synes ingenlunde at være

alderdomssvækkede; langt mere ligner de en kraftig Ungdom,

som føler sig gennemstrømmet af Sundhed og Kraft og rustet

til at optage nye store Opgaver.

Troende Kristne er forlængst hleven opmærksomme herpaa

og har ikke blot set, at Frivillighedsbevægelsen betyder en

mægtig Kraftudfoldelse af Kirkens indre Liv, men har samtidig

draget sig til Minde, at lige saa var det i alle de Tider, hvor

Herrens Rige gjorde mægtige Fremskridt og vandt store Sejre.

Frivillighed og Fremgang og Sejr for Guds Rige, de plejer

at være knyttede sammen.

Hvad enten vi tænker paa Aposteltidens vældige Mission

eller Martyrkirkens Verdenserobring i de følgende Aarhundreder

eller Reformationens herlige Tid eller paa den lille Brødremenig

heds mærkelige Evne til at være til Velsignelse baade verdens

historisk og kirkehistorisk, altid gentager det sig: uden Frivil

ligheden ingen Kraftudfoldelse. „Dit Folk fremstiller sig frivil

ligt paa din Vældes Dag.“

Hvor er der syndet i de store Kirkesamfund derved, at man

har indrettet Kirkelivet paa, saa vidt muligt, at kunne undvære

Frivilligheden. Mange Gange er Kirkelivet bleven saaledes indrettet,

at Frivilligheden, om den fremstiller sig, slet ikke kan finde

nogen Plads; ja, Kirkens Styrelse har endog stillet sig ofte, som

var de helst fri for den Uro, som følger rned Frivilligheden.

Med

Kirkesagen

er der indkommet et stort Stykke Frivillig

hed i vor gamle danske Kirkes Liv, og det har ikke manglet

paa kraftige Røster, som talte imod den. Nogle har sagt, at

det var dog langt bedre, naar Staten vilde bygge de nye Kirker

og bevilge Pengene til at lønne alle de nye Præster. Andre har

med overlegen Visdom udfundet et nyt Dogme: det lader sig ikke

gøre at sammenarbejde Menighedens Frivillighed med Kirkens

fast organiserede Former; enten maa det være helt frivilligt

eller ogsaa helt lovbundet. — Dogmer er gode, men Kendsgernin

ger er bedre, og imod alle disse kloge Sætninger rejser sig

den uomstødelige Kendsgerning, at

i alle protestantiske Lande