105 / 469
93
har det vist sig, at alene Frivilligheden var i Stand til at
hjælpe Folkekirkerne til at magte deres Opgaver nogenlunde
i de store Stæder. Og alle Vegne, hvor Frivilligheden mang
ler, er Kirkerne i Storstæderne stedt saaledes i Vaade, at Stor-
stædernes Befolkning er i Færd med at afkristnes.
I mindre end en halv Menneskealder har den frivillige Be
vægelse for Kirkesagen i København ved Guds Naade skaffet
Byen en Snes nye Kirker. Der er i de samme Aar skænket
flere Millioner i frivillige Gaver; baade det ene og det andet er
langt ud over, hvad de mest forhaabningsfulde ventede; men
endnu høres hæse Ravneskrig omkring dette Menighedsarbejde.
Ved Bevægelsens Begyndelse lød det foragteligt: „Det bliver td
ingen Ting; nogle Draaber i Havet!“ „Hvad skulde Frivillig
heden kunne udrette overfor denne kolossale Opgave!“ Endnu
er der Folk, der i den Grad mangler Forstaaelse for Aandens
Gerning og Syn for Aandens Vidnesbyrd, at de bestandig gen
tager de samme hæse Ravneskrig, blot sætter man nu en anden
Melodi derpaa: „Det gaar aldrig i Længden.“ „Det gaar nok
snart i Staa.“ „Vent blot lidt, saa skal I se, hele Bevægelsen
spiller Bankerot.“ — —
Men Kirkesagen gaar ikke i Staa. Den er af Gud. Den er
begyndt i Tro til hans Naade, og den Fremgang, Sagen har
haft, er den almægtige Herres og Frelsers Svar paa troende
Bønner.
Men nu stilles vi i denne Sag overfor
en ny Opgave, som
maa løses. Det nye, vi nu skal vinde, det er al hjælpe hele
det københavnske Kirkefolk til a t forstaa Frivillighedens
1
el-
signelse.
I de svundne Aar har man Gang paa Gang søgt at føre
dette frem for det københavnske Kirkefolk, men, vemodigt nok,
endnu er det ikke lykkedes.
Ikke blot er der endnu en stor Mængde, baade fattige og
rige, som er ganske uklare over Stillingen. Mange gaar med
en taaget Forestdhng om, at Præsterne er statslønnede, medens
det normale er, at de københavnske Præster ikke faai en Øi e
af Statskassen. Eller man mener, at Præsterne lønnes hoved
sagelig ud af Skatterne fra Kommunen, og mange har virkelig-
været harmfulde ved Tanken om, at Forøgelsen af Præsternes
Antal vilde forøge Skattebyrden, medens Sandheden er, at