93 / 469
83
h jertig t som Fattigfolk er bunkede sammen, saa karrig t som
H im len h er viser sit Billede, kun som et Kig op fra Bunden af
dybe Brønde,
„Vesterbros uendelige S idegader,“ siger de med et over
bæ rende Smil,
d e
ægte Københavnere med K., dem med de
brede Gader funklende i det elektriske M aanelys; — „Vesterbros
Udløbere,“ siger de villastolte Frederiksberg-Beboere, naar de
h aster hjemad til de stille Villa-Veje, dér er T ræ erne ikke saa
sjæ ldne som dernede i F attigkvarteret, hvor et grønt Blad paa
en svajende Gren er en Sjæ ldenhed, en Lækkerbisken, som
m an ikke har haft Raad at ofre en Kvadrattomme af den kost
bare Jord til; — „Kallebodstrands P estsm øger,“ siger Østerbros-
Velhaveren, ham med Langelinies friske Søsprøjt for Øjet og
m ed Lungerne fulde af saltmæ ttet Havbrise, og han skynder sig
med en rædselsblandet Gysen forbi de snævre Gadei.
__ — Ja, men nu de, som
bor
her, de, som ikke fik
R aad- til S trøgets Luksus, Villaens Stilhed, S trandens Friskhed,
de, som
m a a
bo her, fordi
her
var det, de store F attigkaserner
blev sm urte op paa den side, sumpede Bund fra de forhen
væ rende Kallebodstrands-Enge, — smurte op paa en fugtig Bund
og paa opfyldt G rund af tvivlsom Beskaffenhed.
_ De, som nu er lejrede — for ikke at sige lagrede — h er
ude i Tusindvis, de, som fik det lille Lod i Livets store Lotteri,
— de, for hvem et S trejf af frisk Luft ned i de snævre Gaards-
rum er ligesaa sjæ ldent som en Solstraale, der kunde sæ tte
Kulør paa den ranglede, blegbladede Pelargonie i V indueskar
men, eller sæ tte brunlig Lød paa de blege, indfaldne Fattigbarns-
K inder; — disse Tusinder!
De er jo dog
M enn esk er
som de andre, der kom til at
bo paa L ivets Solside, - Mennesker med det samme Evigheds
væ rd i Guds Øjne, købte for den samme dyre Betaling paa
Golgathas Kors, — Mennesker med den samme
R e t
til Livet som
de fine Velhavere, — Mennesker med den samme T rang til Lys
og Lykke, Kærlighed og Velvære.
Se, for alle disse, som vi virker iblandt herude, var det lidt
,af en Begivenhed, da det T aarn blev rejst!
Det være nu saa eller saa med deres aandelige Syn — og
Gud ved det, hvor trist og snæ vert og mørkt det kan være,
« aa forsumpet i Vantroens Sløvsind — det v ar dog alligevel lidt