94 / 469
84
stort, da det T aarn saadan løftede paa sig og blev ved og blev
ved a t rejse sig, netop her, netop i deres Gade, til det knejsede
op over de uendelige Ræ kker af H ustage i al deres knugende
Kaserne-Tarvelighed. H er havde de dog endelig engang lidt for
sig s e lv ! Lidt, der brød den dræbende Ensform ighed i Tagenes
skorstensknoppede Fladhed, — lid t, der stod og manede sit
„opad“ tiP d e Iravle Tusinder, — lidt, der listede den T anke
ind i Menneskenes H jæ rter, at der overhovedet var noget, som
kunde række op over en fem te Sal, op i Guds frie, lyse H im
mel. ---------—
Aa derop, hvor Barneøjet en Gang søgte saa villigt, — derop,
hvorhen Tanken og Bønnen steg saa let, — derop til det og til
H am , som nu i saa mange A ar ganske var glem t, sluppet
ovenud af det jordbundne, verdensfangne Sind. Og T aarn et er
lid t mere endnu! L idt mere end en himm elvendt Pegefinger,
lidt m ere end en tonesvøbt Klokkebærer.
Det staar der — et S tykke solidt, grundm uret Hus som e t
V idnesbyrd om, at den lille, tarvelige Jernkirke, — „S ta ld en “,
som en P ræ st, en „Em bedsbroder“, engang foragtelig kald te
den, — at den dog med sin Tarvelighed
er
en lille Fløj af det
store K irkehus, kan ringe Syndere sammen til F relse ligesom
de andre, kan pege til Vejrs som de med Fløj og Spir, saa
den lille K irke nu ikke mere skal blive overset, — saa P ræ
stern e ikke mere behøver at trø ste sig med det forøvrigt saa
skønne Svar paa den spydige Udtalelse: „Ja, skal den kaldes
en Stald, lad saa gaa da, — Jesu s K ristus lod sig føde i en
S tald, saa kan vi ogsaa være P ræ ster ved en S ta ld !“
Og endelig: T aarn et er som
et F e ltra a b fo r hele K ir k e
sag en s P ro g ram .
Dér ligger det i sin landlige Stil, — et S tykke
L andsby m idt i Hovedstaden! Ja ! det er netop K irkefondets
Maal,
at faa H ovedstadens Kæmpesogne delte, at faa aandelig
ta lt lidt Landsby-Forhold tilbage, lidt af det p atriarkalsk e F or
hold mellem P ræ st og Menighed, mellem S jæ lehyrden og de
Tusinder, der nu g aar vanrøgtede „som F aar uden H y rd e .“
Gid mange af Guds Riges Venner vilde komme med deres
Gave, at denne K irkegave til Vesterbros fattige Beboere sn a rt
m aatte være betalt, — kv it og frit. Og Gud ske Lov for hvert
et K irkespir, der løfter sig mod H im len over en K irke, hvor