74 / 96
\
Overgangen fra de smaa Hedekirker, hvor Gerningen øvedes
under beskedne Forhold, til en Hovedstadskirke med et rigt og
organiseret Menighedsliv, faldt mig ikke let; men de Vanskelighe?
der, jeg i Begyndelsen følte, blev snart overvundne ved den
uskrømtede Kærlighed, hvormed vi unge Præstefolk blev mod*
tagne af Esajas’ Menighed.
Naar jeg da skulde skrive lidt om mine Minder fra denne dej?
lige Kirke og den lykkelige Præstegerning, der blev mig til Del,
saa maa jeg begynde med at sige, at den Modtagelse, vi fik ved
Indsættelsen og allerede forinden ved et Samfundsmøde, hører til
mine bedste Minder.
Tirsdagen før min Indsættelsesdag var min Hustru og jeg til?
stede ved det ordinære Samfundsmøde, og her mødte der os straks
megen Venlighed fra de Menneskers Side, blandt hvilke jeg skulde
finde saa megen Støtte i Menighedsarbejdet, og hvoriblandt vi
vandt Venner for Livstid. I Anledning af, at det var det sidste
Møde i Krypten, som skulde lukkes, fordi selve Hovedkirken
skulde fuldføres, blev der fremdraget Minder fra Kryptkirkens
Historie siden dens Indvielse 1903, og den ene efter den anden af
Vennerne tog Ordet for at give Udtryk for, hvad han havde fun?
det og faaet i de Aar, der var gaaet. En kærlig Velkomsthilsen
mødte os fra Sognepræst Juhl, og jeg fik et levende Indtryk af at
blive godt modtaget i en Kreds, der holdt stærkt sammen, og som
forstod at dele det bedste sammen. Det var en rig Aften, som