76 / 96
73
Sommeren 1914 var kommen, og hele *Juli Maaned — mest
sidste Halvdel — havde været ligesom ladet med Eksplosionsstof.
Det var som en vældig lummer Dag, der øver sit Tryk baade paa
Legeme og Sjæl.
Og Eksplosionen kom! Omkring den 1. August flammede Krigs?
erklæringernes Lyn hen over Europas Himmel, og det føltes, som
om Kanonernes vældige Torden kunde høres helt op til os. Dans
mark var i den yderste Fare! Hvem glemmer vel hine Dage? Hvem
glemmer vel Søndag d. 2. August, da Folk strømmede til Kirke,
tavse, alvorlige og inderligt optagne af Bøn for vort kære, lille
Land?
Aldrig glemmer jeg hin Søndag i Esajaskirken, hin 8. Søndag e.
Trin., da Evangeliet om at bygge sit Hus paa Klippen eller paa
Sand skulde lyde. Det var, som om Gud netop havde styret det
saaledes, at det just skulde være dette Ord, der blev lagt hen til
os. Hvor var det dog alvorligt at staa der som Præst den Dag! Og
hvor var der stille — mange græd! Og hvor er der i Guds Hus
blevet bedt for Danmark den Dag, da vi alle hvert Minut kunde
vente, at de samme Klokker, der havde ringet os sammen til Kirke,
skulde komme til at ringe til Mobilisering.
Og Gud hørte Bønnen fra den danske Menighed! Ogsaa Bøns
nen, der blev opsendt fra Esajas’ Menighed! Aften efter Aften
samledes vi i de følgende Uger til Aftenandagt og Bedestund i
Kirken, — i Begyndelsen med mange Deltagere, — efterhaanden
som Faren syntes at drive over, med færre.
Ligesom det faldt i min Lod at forrette Pr æstetj eneste hin 2.
August, saaledes ogsaa, da Dagen med den helt modsatte Stems
ning kom, — da der var Takkes og Festgudstjeneste i alle Landets
Kirker i Anledning af Genforeningen med Sønderjylland. Sognes
præsten skulde til Sønderjylland og have Gudstjenesten i Kegnæs
Kirke paa Als, og jeg havde derfor den Lykke at skulle lede Fests
gudstjenesten i Esajaskirken paa Genforeningsdagen i Sommeren
1920. Kirkens Kor var prydet med talrige Dannebrogsflag, der
vajede fra Pulpiturerne og gav Kirken et ægte dansk Festpræg.