92 / 96
„ S M I L E A D D E N K O M M E N D E T I D “
En kirkelig Ordfører karaktes
riserede fornylig den kirkelige Si?
tuation med Ordene: »Vi lever i
Jubilæernes Tid« og mente ders
med, at vort Slægtled ikke er Ny?
skabelsens, de lykkelige Begyn#
delsers Tid, men vor Lod blev det
at forvalte den Arv, som skab#
tes for 25 og 50 Aar siden og
bygge videre paa den Grund, som
da blev lagt. En Nybegyndelse i
Guds Rige er herlig at opleve;
der er noget af Tøbruddets Væld
og det første Foraars Forjætteis
ser deri. Derom har denne Bog
ogsaa noget at fortælle. Men nu
Pastor Borchsenius.
ev
Begyndelsen gjort, og ogsaa
Esajas Menighed faar sin Del af
»Jubilæernes Tid«. Og deri ligger en Fare gemt. Naar det bryder
og gærer og det ny baner sig Vej, er det let at være begejstret og
vaagen. Men naar det ny er ved at blive gammelt og indgroet,
stivner det let i døde Former. Saadan gaar det ofte vemodigt med
Menneskers Kristenliv, og saadan kan det ogsaa gaa en Menighed.
Derfor er »Jubilæernes Tid« en Krisetid. Og derfor er Jubilæumss