93 / 96
90
fest ikke alene at staa stille og se tilbage, men langt mere at spejde
ud i de kommende Dage.
Et Sted i Salomos Ordsprog*) skildres den ideale Hustru. Der
siges meget om hende og alt hendes Arbejde, men det skønneste,
der siges, er dette: »Hun smiler ad den kommende Tid.« Det er
stort sagt om et Menneske at kunne »smile ad den kommende
Tid« — ikke et overfladisk Fagadesmil, der ikke ser, hvad svært
der kan ligge gemt i de Dage, der kommer, men som — komme
hvad der vil — kan møde det alt med et Smil, som blev lært hos
Gud. Saadan kan et Menneske aldrig blive i egen Kraft i en Ver*
den, der gaar mod Efteraar og Vinter, i en Verden, der lever for
at dø, i en Verden, hvor H jerterne smittes og plettes af Synd og
Smuds. Men det kan læres hos ham, der engang talte de dejlige
Ord: »Jeg kender de Tanker, jeg tænker om Jer, Tanker om Fred
og ikke om Ulykke, for at give Jer en Fremtid og et Haab.«*) Der
er unge, der drømmer om at skabe sig en Fremtid og blive noget.
Og det kan man her paa Jorden, naar man er dygtig og flittig og
har Lykken med sig. Men dybest set er det jo slet ikke »en Frem*
tid«; thi den bliver hurtigt til Nutid og Fortid — der smuldrer hen
og glemmes. En Fremtid med Evighed i kan kun gives af Gud,
og den gives kun den, der dybt føler, at han ikke er den værd.
»Ak, kære Herre Jesus, jeg er Dig ikke værd, jeg ødte bort min
bedste Kraft i fremmed Ledingsfærd.« Lykkelige Esajas Menigs
hed! om det maa ske mere og mere, at Mennesker forstaar, hvor
smaa og fattige de er, og hvor lidt de kan af sig selv, saa Hjerterne
modnes til at tage mod Jesus som Frelseren. Da skabes en Fremtid
og et Haab. Netop en Fremtid og et Haab! Thi det kan nu kern
des paa Mennesker, for hvem Jesuslivet er blevet en levende Vir*
kelighed, at der kan »smiles ad den kommende Tid.« Skulde ikke
han, som Langfredag kæmpede Jættekampen, til den blodige Sejr
blev vundet, skulde ikke han, som Paaskemorgen sprængte Dødens
Porte, kunne hjælpe i de kommende Dage? Saa kan der hviles i,
*) 31, 10— 31.
*•) Jer. 29— 11.