85 / 96
Esajaskirkens Taarn rager jo godt op over Hustagene, dog ikke
mere end at jeg fra mit Vindu lige kan se Korset, som et Vink fra
Kirken der bagved. Saaledes er det ogsaa med Mindet, der melder
sig ved Synet af dette Kors. Mindet løfter sig ogsaa op over alt
det mellemliggende og viser os, ikke det hele, men et Glimt af
det, der ligger bag Nutiden. Det er saadan et lille Glimt fra de
første Dage af Menighedslivet i Esajaskirken, jeg vil søge at gen*
give, saadan som nu jeg ser det.
Det var Forventningens Tid i de Dage. N y t var det altsarm
men, ny den festlig malede lave Kirkesal med sit smukke Perspek*
tiv gennem Murbuen, som nu er lukket, ny den Menighed, der
skulde samles her, og ny var man selv som Medlem af denne Me?
nighed. Af mange Enere skulde der nu skabes en Enhed. Vilde
det lykkes, og hvilket Præg vilde denne Menighed faa?
Ja, det første var jo saa, at man mødtes til Gudstjenesterne, og
der kom straks mange, rundtomkring fra kom de, ikke blot fra
dette Sogn. Den daværende Kirke rummede ikke nær saa mange
som den nuværende, og blev derfor snart fyldt, saa at endog
Knæfaldet omkring Alterskranken blev brugt til Siddepladser.
Hvorledes det gik andre ved jeg ikke, men min Hustru og jeg
stod i Begyndelsen ret ene og ukendte, og vi havde egentlig kun
Forbindelse med et andet ungt Ægtepar, der ligesom vi søgte Kirs
ken og var stærkt optaget af disse Tanker og Forventninger om det
kommende. Da saa Opfordringen udgik om at danne et Menig=
hedssamfund, var vi straks med.