83 / 96
80
O, store Gud, din Kærlighed
Jeg aldrig nok kan skatte!
Det Rigdoms Dyb jeg ikke ved
Med al min Sans at fatte:
Hvordan Du elskte Verden saa
Din Søn at ville give. —
Ja, og Tonerne om ham, vi synger om:
For mig at faa ophøjet
Du bar min Skam og Brøst.
Hvad Du saa tungt har pløjet,
Er mig en evig Høst.
Men disse herlige Toner har da ogsaa dannet Grundakkorderne
i den Forkyndelse, der har lydt i Esajaskirken gennem Aarene.
Og igennem dem lyder Guds Kald til Frelse og klinger Hyrderø?
sten. Ikke underligt, at Guds Rige derfor har haft en god Høst i
Sjæles Omvendelse og Frelse i Sognet.
Men tilbage til Søndagens Herlighed! Hertil bidrog ogsaa
Bør-
negudstjenesten
i Esajaskirkens smukke Krypt. Hvor var det fest?
ligt og oplivende at samles der Søndag efter Søndag med den tro*
faste Arbejderstab af Søndagsskolelærere? og lærerinder for at
fortælle de smaa om »Børnevennen stor«!
Forlader vi Søndagen og gaar over til
Hverdagens
Møder og
Sammenkomster, lad mig da nævne straks i denne Forbindelse
Forklaringsmøderne
som Forberedelse til Søndagsskolen. Hvor har
jeg tid t længtes tilbage til disse Sammenkomster med deres Hygge
og Hjemfølelse, hvor Bibelsamtalen blev saa praktisk og værdifuld
ikke mindst derved, at den tog Sigte paa Arbejdet blandt de smaa.
Hverdagenes Hovedmøde var imidlertid Tirsdagens
Menig
hedssamfundsmøde,
hvor -det
hellige Fællesskab
mærkedes i særlig
Grad (Een Aand, — een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og
alles Fader Eff. 4, 5—6), saa vi følte os som een stor Familie med
skøn og hjemlig Hygge over Samværet. Og dybe, lødige og modne