465 / 717
D AME F R I S ØR - OG P A R Y KM A G E R - L A U G E T S
H I S T OR I E
F
AGET er gammelt — helt fra Kulturens Morgenrøde — men Organisa
tionen er forholdsvis af ny Dato, fra d. 26. Marts 1912.
Naar man betragter gamle assyriske og ægyptiske Billedhuggerarbejder og
Relieffer, vil man se Mænd og Kvinder med kunstfærdige Frisurer. F ra det
Øjeblik Menneskeslægtens Sans for Skønhed og Pynt vaagnede, vaktes ogsaa
Trangen til at sætte Haaret i en Opsætning, der var saa praktisk, at den lod
Ansigtet være frit, men ogsaa tiltalte Skønhedssansen. Vi kender fra Etnogra
fien de Vildes kunstfærdige Frisurer og fra Kulturens Vugge, Ægypten, har
Pyramiderne med deres Mumier afsløret, hvor langt man allerede da var kom
men paa Kosmetikkens Omraade. I Gravene har man fundet Kamme, Naale,
Salvekrukker og Haarsmykker. Ægypten faar ogsaa Skyld for at være Par
fumens Moderland. De ægyptiske Lægebøger vrimler af Opskrifter paa Skøn
hedsmidler, Midler mod Haaraffald, mod Svedlugt o. 1. Midler, der ved deres
besynderlige Sammensætning næppe altid har været lige gunstige for Resul
tatet. Berlinermuseet ejer en Kvindeparyk, der viser, at man allerede den
gang var begyndt, dels som Smykke, dels maaske for at dække manglende
Haarfylde at forarbejde kunstige Erstatninger. Ofte var Parykkerne ogsaa en
Del af Udstyret til Betegnelse af visse Embeder, som i vore Dages England,
men Historien viser imidlertid, at Folk af semitisk og kamitisk Race allerede
paa et tidligt Tidspunkt var fortrolige med kunstfærdige Haaropsætninger og
Parykker, og at talrige Mennesker var beskæftiget med dette Arbejde, der
efterhaanden udviklede sig til et Haandværk.
Betragter vi saa den efterfølgende græske og romerske Kultur, saa ved vi
fra Historien og Oldtidsminderne, at disse Folk der satte Legemskulturen saare
højt, smykkede sig med Frisurer, som vor Tid den Dag i Dag med Glæde ko
pierer og som virker tiltalende ogsaa for vore Skønhedsbegreber.
Jo nærmere vi kommer vor egen Tid, desto fyldigere er de Oplysninger
vi har om de kunstfærdige Midler, Kvinderne tog i Brug for at forskønne sig.
Sminkning, Haarfarvning, Brug af vellugtende Salver var noget, der hørte til
de romerske Patricierinders daglige Behov. Middelalderen viste i dette som
i meget andet en Tilbagegang. Den forfinede romerske Kultur gik til Grunde
og den paafølgende Tid viste sørgelige Mangler paa Forstaaelse af Hygiejne,
selv om Trangen til at smykke sig vel aldrig helt kunde fravristes den kvinde
lige Natur. Ogsaa fra den Tid findes talrige Beviser paa, at kvindelig Forfæn