687 / 717
HA T T EMAG E R L AUG E T S H I S T O R I E
H
ATTEMAGERPROFESSIONEN var i gammel Tid et særdeles kunstfærdigt
fagligt Omraade, hvis Udøvere indtog en Særstilling indenfor Haandvær-
kernes Rækker. Det var ikke saa helt ringe Forudsætninger, der skulde til for
at kunne blive en dygtig Hattemager, megen forskelligartet faglig Kundskab var
nødvendig og tillige maatte visse fysiske Forudsætninger være opfyldte, thi i
sundhedsmæssig Henseende var Faget ej heller slet saa lige at gaa til.
Som Arbejde betragtet var det gamle Hattemageri slidsomt og usundt; men
Hattemageren satte sit Fag højt og talte om »Hattemagerkunst« med samme
Selvfølgelighed som den, hvormed Rogtrykkeren omtalte sit Fag som »Bogtryk
kerkunst«.
Om Hverdagen stod han ofte ved Valkebænken, nøgen til Bæltestedet, men
naar Fyraften eller Søndag kom, og Mester gik Tur, undlod han aldrig at bære
sin høje Hat, der afstrøget og nypudset forlenede baade ham og Faget med en
vis Værdighed.
Over sin Dør anbragte han som Skilt
den høje Hat.
Drevet i Kobber og ægte
forgyldt ragede den frem i Gaden og tiltrak sig Opmærksomheden, saa det lille
Skilt med »Hare- og Kaninskind kiøbes«, der ogsaa var anbragt paa Huset, let
blev overset. Og det var dog disse Skind, der leverede den væsentligste Del af
det Raamateriale, hvorpaa Hattemageren byggede hele sin Virksomhed: Haa
rene, hvoraf Filtet lavedes, »hint mærkelige Stof, som hverken var Spind, Væv
ning eller Fletning, men som alligevel dannede en Helhed, til hvis Udformning
hverken Naal eller Traad anvendtes«.
I en Virksomhed af Størrelse som Hattemageriet i »Den gamle By« i Aarhus,
hvor Mester, et Par Svende og een eller to Drenge udgjorde Arbejdskraften, blev
der aarligt brugt 800—1000 Skind, som efter at være vindtørrede blev bragt til
11aarskæreriet,
der i de gamle Værksteder havde Rum fælles med Filteriet eller
»
Filtseriet
«, som de gamle »berejste« Hattemagere kaldte det. Her stod ved
Indervæggen Bejdsebordet og modsat, ved Vinduesvæggen, det lange Filsebord,
hvis ene Halvdel som Regel optoges af Haarskæringen. For Enden af Rummet,
helst ved et Vindue, havde Fakbordet sin Plads.
Det er iøvrigt en interessant Udvikling, Hattemageriet er undergaaet i Tidens
Løb. Arbejdet har jo maattet følge de skiftende Tiders Stil- og Modeluner.
Saa længe Hattemageriet udøvedes alene som rent Haandværk, kunde Faget
som saadant holdes højt. Men allerede omkring den første Halvdel af det 19.
41*