34 / 63
en mindre Sammenslutning, der vilde gaa sine
egne Veje, ikke modarbejde, men bare være selv
stændige, og Sammenslutningen hed da ogsaa:
»
F o r e n i n g e n a f s e l v s t æ n d i g e K ø b m æ n d
«. Da Til-
giftsspørgsmaalet endelig var løst, havde Forenin
gen ingen Berettigelse mere og den blev derfor
nogle Aar efter opløst. Foreningens Kapital, 1050
Ivr., blev skænket til Urtekræmmerforeningen og
Laane- og Hjælpekassen, Halvdelen til hver.
— I 1919—20 og nogle Aar derefter voksede
Foreningens
M e d l e m s t a l
stærkt. I 1919 var der
749 Medlemmer; i 1920 906 Medlemmer; 1921
930; 1922— 23— 24 921 Medlemmer; men derefter
begyndte Depressionen atter at præge Forret
ningslivet, Medlemstallet dalede lidt hvert Aar,
indtil vi i 1932 havde 721 Medlemmer, og her
omkring har det saa ligget siden. Det er ikke For
eningslyst, der mangler; men det er den Opfat
telse, at Foreningskontingentet er ligesaa nødven
digt som de andre priviligerede Udgifter, der sav
nes. Foreningen har ingen Magt til at tvinge de
Handlende til at blive Medlemmer, og det var
ikke at ønske, at der skulde komme saa svære
Tider, at det blev en Nødvendighed at melde sig
ind for at opnaa den Støtte, der kunde trænges
til. Men de Handlende hurde paaskønne Besty
relsens Arbejde saavidt, at de uden at skulle an
modes om det, meldte sig ind, alene ud fra den
Betragtning, som Livet lærer enhver nutildags,
at Sammenhold blandt dem, der har fælles Inter
esser, maa der være, hvis der skal opnaas Resul
tater, der er nødvendige og gavnlige for Standen.
C. E. Petersen.
Æresmedlem fra 1935.
— 20. Jan. 1927 havde C.
E . P e t e r s e n
været
Medlem af Bestyrelsen i 25 Aar, og der blev i
den Anledning foranstaltet en Festlighed, hvor
Hr. C. E. Petersen selvsagt var Hovedpersonen,
ligesom der ved denne Lejlighed skænkedes ham
et Guldur med Inskription.
Hr. C. E. Petersen blev ved sin Afgang paa
Generalforsamlingen i 1935 udnævnt til Æres
medlem af Foreningen.
— Ønsket om en
N e d s æ t t e l s e a f K o n t i n g e n t e t
har undertiden været paa Tale, saaledes ogsaa
sidste Gang i 1928.
Bestyrelsen tog sig da for at søge oplyst andre
Foreningers Kontingenter, den Udvikling, der
fandt Sted indenfor disse Foreninger, og det Ar
bejde, der udrettedes. Det viste sig da, at vor
Forening trods det noget større Kontingent meget
vel taalte at sammenlignes med andre tilsvarende
Foreninger, idet der fra Urtekræmmerforeningens
Side gøres et meget stort Arbejde for Medlem
merne, saavel merkantilt som filantropisk, og del
er ikke helt umuligt, særlig da hvis den merkan
tile Kamp stadig tilspidses, at man engang i
Fremtiden maa anmode Medlemmerne om et end
nu større Tilskud, og sammenlignet med f. Eks.
Fagforeningskontingenter, er vort meget ringe.
Det kan indvendes, at Fagforeningerne har et
større og udvidet Formaal, og dertil kan svares,
at vort nuværende Kontingent har rent forret
ningsmæssige Formaal; men Fremtiden kender
ingen, maaske det kan blive nødvendigt ad Aare
med en endnu tættere Sammenslutning. Efter-
haanden som Livsvilkaarene vanskeliggøres for
vort Fags Udøvere, maa der fra de kommende
Bestyrelsers Side gøres Forsøg paa at raade Bod
derpaa, og alle saadanne Forsøg og Realisation
heraf gøres ikke uden Udgift. Der kan maaske
være enkelte Urtekræmmere, der er saaledes fun
deret, at det skulde synes mærkeligt for dem ikke
at kunne klare sig ud af de Vanskeligheder,
Fremtiden maatte skabe, men Fru Fortuna, Lyk
kens Gudinde, kan være svigefuld i sin Adfærd,
og det er ikke altid, naar hendes Terning kastes,
at det bliver den store Gevinst. Det hedder der
for: i Dag mig, i Morgen Dig, derfor er For
eningsliv og Sammenhold saa nødvendigt, at in
gen, der virkelig tænker sig om, tør undvære
det. Vi kommer næppe til at drøfte Nedsættelse
af Kontingentet under disse Synspunkter.
Ved Udarbejdelsen af dette Hæfte eller Blad
har vi saa vidt muligt undgaaet at kopiere det,
der tidligere er udsendt; men angaaende
K o l o n i
h a v e s a l g e t
er der en Opsats, som vi ikke kan
nægte os den Fornøjelse at aftrykke i sin fulde
Form; det var Synd, om den skulde gaa i Glem
mebogen.
— Ved Anmeldelsen af den af os i 1932 ud
givne Bog bemærkede et af Hovedstadens Blade,
at Urtekræmmerforeningen med stor Nidkærhed
værnede om sine egne Interesser, alt imens vi
bravt huggede til os af andres. Dette kan natur-
29