108 / 120
GADE
K UN S T
III.
T A V L E R
A f
H e n n i n g B r ô c h n e r
I
KRAFT af deres fælles Afstamning
fra de antike Sten- og Broncetavler
har Skiltet og Tavlen gennem Aar-
hundredernes Udvikling bevaret de
væsentligste Lighedspunkter
og
re
præsenterer den
Dag
i
Dag
kun Af
skygninger
af
den sammeFællesform.
Forskellen er saaledes ikke saa prin
cipiel som den ved en flygtig Betragt
ning kunde synes, Intentionerne er
nemlig de samme for begge: Forretningens
Skilt og Tavlen paa den offentlige Institu
tions Bygning har begge til Hensigt at un
derrette om Navnet og Arten af den Bygning,
der har til Huse paa vedkommende Sted. Selv
hvor det drejer sig om en Mindetavle, der
kræver Opmærksomhed for en betydende Per
son eller Begivenhed, er Opgaven i Princippet
den samme: Meddelelse til et forbipasserende
Gadepublikum.
I sin Bog om «Les vieilles enseignes de Paris«
giver
F e g d a l
en Definition af den Glose, der
er den franske Fællesbetegnelse for begge disse
Meddelelsesmidler: »On peut la définir ainsi:
signe de propriété, marque extérieure servant
à
distinguer les maisons les unes des autres.
Autrefois, les nobles et les riches bourgeois
faisaient sculpter, aux frontons des portes-co-
chères, leurs initiales entrelacées ou leurs ar
moiries; les religieux inscrivaient des senten
ces latines; chaque artisan sur sa demeure,
chaque corporation sur son hôtel, faisaient re
présenter des allégories, des symboles ou des
emblèmes; le simple bourgeois encastrait une
image sur la façade de sa maison; enfin, les
marchands n’inscrivaient pas leur nom au-
dessus de leur boutique, mais accrochaient des
enseignes aux murs ou les suspendaient à des
fers forgés . . .«
Hvor umærkelig Overgangen er, kan let iagt
tages ved moderne hjemlige Eksempler. De
smukke Skilteplader af Træ med forgyldte Bog
staver,derpryderGuldsmed Hertz'Ejendom paa
Købmagergade(Architekt I
n g e m a n n ) ,
er utvivl
somt Reklameskilte, men overfor »Geologisk
Rigsinstitut«’s gennembrudte, delvis forgyld
te Smedejernsskilt i Gammel Mønt (Architekt P.
V. J.
K l i n t )
er man derimod i Tvivl om, hvor
vidt det hører til den ene eller den anden Ka-
F O R S K Ø N N E L S E N . V I A a rg . 1916 N r. 8.
Architekt P. V. J. Klint.
tegori, mens der ikke kan herske Tvivl om Rigs
arkivets smukt ciselerede Kobberplude (Archi
tekt
E r l a n g s e n ) .
Takket være denne Lig
hed vil Skiltet og Tavlen da i Reglen ogsaa
klæde hinanden, hvor de optræder sammen,
som paa Bygningen »Hvælvingen« bag Niko
lai Kirke (begge tegnet af Architekt
L e u n i n g
B o r c h ) .
Hvad angaar Anbringelsen i Forhold til Fa
caden, dens Vinduer og Dore, er Ligheden
stadig fremtrædende; Tavlen er underkastet de
samme Love og Betingelser, blot har den et
utvivlsomt Fortrin deri, at den saa fuldstæn
dig kan se bort fra den reklamcmæssige og i
langt højere Grad lægge an paa den dekora
tive Virkning. Vi træffer derfor Tavlerne under
deres højst forskellige Former anbragt paa højst
forskellig Maade: paa Triumfbuer og Portaler,
som en Frise tværs over en Kirke- eller Slots
fagade, paa Broer eller højt til Vejrs som paa
Hofkirkens Taarn i Drcsdcn.
I Reglen vil Ornamenteringen af saadannc
Tavler være forbeholdt Rammen eller reduce
ret til et Minimum for ikke at distrahere fra
Inskriptionen, som er Hovedsagen, saa at Teks
tens Bogstaver og Tal bliver ene om den de
korative Virkning. Denne Form for Dekorati
onskunst har længe været betragtet som no
get perifert og nærmest Kunsten uvedkom
mende. Og dog er der næppe noget Omraade,
hvor den kunstneriske Virkning er saa uad
skilleligt knyttet til den gode Udførelse, saa
højst afhængig af det valgte Materiale, Tilpas
ningen til det specielle Formaal, den tekniske
Færdighed og den omhyggelige Udarbejdelse,
og dertil kommer Hensynet til de arkitekto
niske Forhold: det omgivende Murmateriale,
hvorvidt det drejer sig om en almindelig plan
Tavle, en Nische eller en Fronton. Denne »pe-
101
KØ B E B E AT If 8
KOMVUS E 2 I 2 L 1 0 T E K E B