166 / 238
FORSIKRINGSFORMER
REREGNINGSGRUNDLAG M. M.
e t
kan til Ære for Hafnias Stiftere siges, at deres Kongstanke
var, at Hafnia skulde være et fuldtud solidt Selskab. Om Ar
bejdet for at skaffe det Tilgang derved blev lettet eller vanskelig
gjort, blev betragtet som et underordnet Spørgsmaal i Forhold her
til. Derved var Stifternes Syn paa Præmiernes Størrelse og (senere-
hen) Henlæggelserne til Reserverne givet. Der kunde ikke blive
Tale om at underbyde den værste Konkurrent, Statsanstalten, og
Reserverne skulde gøres større end lige nødvendigt, selv om det
Overskud, der derefter kom til Fordeling blandt Aktionærer og for
sikrede, derved blev relativt ringe.
T
h i e l e
var vistnok den forsig
tigste af Stifterne, og han skal have en stor Del af Æren for, at Haf
nia konsolideredes saa hurtig og godt; men
R
am m
,
hvis Akkvisi
tionsarbejde til en vis Grad vanskeliggjordes ved disse Forsigtig-
hedsforanstaltninger, forstod fuldtud deres Berettigelse og har al
drig gjort Indvendinger imod dem. Han maatte saa i sit Arbejde
lægge Vægten paa at lære Publikum, at det i det lange Løb stod sig
ved, at Hafnia blev absolut solidt, selvom de forsikrede maaske
maatte betale lidt for meget i Øjeblikket. Det var ham jo samtidig
muligt at love dem, at hvad Hafnia saaledes fik for meget, vilde de
faa tilbage som Bonus (eller Udbytte, som det dengang kaldtes). Og
paa dette Punkt var Hafnia i en Snes Aar langt forud for Statsan
stalten.
De
Præmier
, som Hafnia krævede fra Stiftelsen og til Juli 1905,
var beregnet paa to (for Mænd og Kvinder) af Thiele udjævnede
Dødelighedstavler
, der bægge byggede paa Statens Erfaringer. Thiele
har offenliggjort den, der gjaldt for Mænd, i sin Pjece: «En mathe-
matisk Formel for Dødeligheden» (København, 1871). Bentefoden
blev 1 pCt. fjerdingaarlig ligesom i Statsanstalten.
Tillægene
lil
Nettopræmierne bestemtes for alle Forsikringer som visse pCt. af
disse Præmier, nemlig ved livsvarige og ophørende Livsforsikringer