219 / 372
200
de to Knive, han forelagde mig, syntes mig saa god, som min havde
været, saa jeg vilde gerne have min egen, hvorpaa han sagde til
mig: »Vil I ingen have af disse, faar I slet ingen; gaa ud af Huset
ellers vil jeg vise Jer noget Andet.« Da jeg gav til Svar: »De vil
dog vel ikke drive mig ud af Huset, da jeg dog hverken er en Skælm
eller en Tyv?« sprang han løs paa mig, og slog mig med knyttet
Haand i Ansigtet, saa ikke blot min Næse sprang op at bløde hæftig,
men jeg ogsaa, ved et gentaget Slag, fik et blaat Øje og en Kontus-
sion i Hovedet. Og da jeg ikke kan forestille mig, at Kirurgernes
højlovlige Societet vil billige denne Hr. Bergaus Fremgangsmaade,
saa anmodes den velædle Oldermand saavel som ogsaa Assessorerne
om at bistaa mig og uden videre Vidtløftighed skaffe mig Satisfak
tion for den lidte Tort, idet jeg med al optænkelig forbliver etc.«
Kjøbenhavn,
25. Maj 1750.
Johan Christian Rahtsack.
Samme Dag afsendte Oldermanden følgende Skrivelse:
Hr. Kollega Bergau vil efter Løfte behage at besvare denne
Klage og tilsende mig Svaret, for at Amtet kan afgive sin behørige
Bedømmelse heraf.
Hinrichsen,
Oldermand.
Herpaa modtog Oldermanden efterstaaende Svar:
Paa den af
J. C. Rahtsack
indgivne Klage kan jeg ikke svare
Andet end at dens Indhold fra først til sidst er uoverensstemmende
med Sandheden, hvorfor jeg haaber, Rahtsack maa blive afvist med
samt sin Klage.
løvrigt forbliver jeg med al Ærbødighed etc.
Kjøbenhavn,
23. Juni 1750.
David Bergau.
Hvortil Oldermanden føjede:
Dette har jeg endelig modtaget om Aftenen Kl. 10 den 24. Juni.
Om Sagens videre Forløb meldes intet. Mærkeligt nok glider
Bergaus Navn fra nu af ud af Forhandlingsprotokollens Blade. Hans