BarbervæsenetDanmark

= 233

var svagelig eller syg kunde det dog, naar han ansøgte derom, be

vilges ham at holde en Svend, undtagelsesvis to eller endnu flere

Svende.

En Forordning som den af 21. Marts kunde vanskelig tiltale de

daværende Amtsinestere, idet den jo aabnede Adgang til Selverhverv

for adskillige Svende. Herved paaførtes der Mesterne yderlig en

Konkurrence, foruden den, som disse forinden var bleven bebyrdet

ined af de Professionister, som traadte i fast Tjeneste ved Borger

væbningen og Livjægerkorpset. Særligt følte Barberamtets Mestere

sig forfordelt ved Forordningen, idet disse gik ud fra at dennes Be

stemmelser ikke kunde ramme dem. Barberprofessionen var i deres

Øjne ikke noget Haandværk og som saadan ikke undergiven de

samme Regler, for hvilke Haandværksfagene i Følge Forordningen

maatte bøje sig. Barberfaget blev imidlertid Genstand for det samme

Tilløb som andre Fag, idet mange Feltskær- og Barbersvende nu

greb Lejligheden til at opnaa den forønskede Mesterstilling.

Det

vrimler saaledes fra Aar 1800med Ansøgninger fra saadanne om

Frimesterbevillinger, Ansøgninger, som Oldermanden maatte erklære

sig om og i Reglen med Held fraraadede. Hvis en Svend kun havde

tjent en Amtsmester en kortere Tid end 4 Aar, skulde ban have

Oldermandens Anbefaling, ellers fik han ikke Bevillingen. Man vil

heraf se, at der var en Mulighed, for at Oldermanden i dette Til

fælde kunde handle vilkaarligt, hvis der var nogen, som han enten

vilde eller ikke vilde foretrække, uden at han derved kom i Strid

med andet end sin egen Samvittighed. Havde en Svend derimod

tjent de befalede 4 Aar, kunde Borgerskab ikke nægtes ham, naar

ban da forøvrigt opfyldte Forordningens Bestemmelser. Disse var

at Svenden havde bestaaet Svendeprøven og var fyldt 25 Aar. Stun

dom greb en Svend, hvem Borgerretten var bleven nægtet, til den

Udvej, at forpagte eller leje et Amt, som oftest en Enkes. Da dette

ikke var lovligt, gik han formelt ind i Forretningen i Egenskab af

Bestyrer, skønt ban reelt set var Lejer af Amtet, og svarede Ejeren af

dette en bestemt Afgift for Afbenyttelse af Amtsrettigheden. Det vil i

denne Forbindelse kunde anføres, at afdøde H. L. Voigt, der i flere Aar

havde haft Amtskirurg Wilsters Amtsforretning og Stuebutik til Leje,

maatte søge 11 Gange, skriver elleve Gange, før det lykkedes ham

at faa Borgerskab som Frimester. Uagtet han den ellevte Gang, da

han ansøgte Frederik den Syvende, var anbefalet paa det bedste af

12—13 højtstillede og indflydelsesrige Mænd, afsloges dog ogsaa denne