295 / 433
287
Semiternes Klagesang.
1
j
ed Trinitatis Kirke, der sad vi
V
oggræd, thi vi komSarah ihu.
**aa Knagerne i Teatret
‘ ‘
' •# ^»ngte vi vore Hatte, og Hed-
ympningerne sagde: Syng os en
^K Z fS lH E vC ^ JfeZ io n s Sang, syng om Ju-Dass-
- Avisen. Hvor kunne vi synge,
naarJerusalems Datter ikke mere er iblandt os!
Thi se, Israels Perle er borte! Hun er bortgangen
og kommer ikke mere tilbage.
Vi ere som Raa-Bukke i Ørkenen, der have løbet
Hornene af sig; vort Hoveds Krone er affalden, og nu
have vi kun Ørene tilbage.
Ligesom vore Fædre i Ørkenen længtes efter
Ægyptens Kjødgryder, saaledes sidde vi nu her og
længes efter Spalteføde. Sarah! Sarah!
Hvor kunne vi istemme Glædessange, naar Rosen
fra Saron er gaaet ud for vort Aasyn, ud af Stadens
Porte! Sarah, Sarah! forglemme vi dig, da forglemme
vore Abonnenter os, og Dass-Avisens Træsnit omskæres
efter deres Text og vorde Rendestentryk alle til Hobe.
Sarah! Sarah! din Hals er somElfenbens-Taarnet,
dine Øjne ere Fiskedamme i Boulogne-Skoven; dinNæse
er som Libanons Taarn, der skuer ud mod Damaskus.
Dit Hoved paa dig er somKarmel, og Haaret paa
dit Hoved er som Purpur, alle vore smaa Sorte ere
fængslede i Lokkerne.
Dine Salver ere gode at lugte, dit Navn er Sal
velse, der udgydes af os, derfor elske vi dig.
Drag os, efter dig ville vi løbe, vi ville raabe
Hep, Hep!*} efter dine Heste, og vi ville raabe Abrek
foran din Vogn.
*)
Rettelse, læs H yp!
Hyp!
Vi ere sorte, men dog yndige, du Jerusalems
Datter; se ikke paa os, at vi ere sorte, thi vore Løg
ere hvide. Vi vare somFaraos fedeKøer, der stege op af
Nilflodens Dynd, og vi bleve opslugte af en af demagre,
og se, den blev ved at være lige mager, men vi bleve
federe.
— Nu drog hun bort til fremmede Lande! Sarah
har forladt os, og vi sidde her som faldne Laza-Russer,
der ere udkastede af Abrahams Skjød! Sarah!
Derfor ere voreØjne formørkede, og vort Hjerte sygt.
Vore Øjne rinde som Vandbække, over vort Folks
Datters Bortgang.
Dog Israel, lader os trøsteos og ihukomme Fædre
nes store og gode Handlinger.
Der de vare i Arabiens ørkener langt borte fra
Læderstræde og Iaarbæk, se, da faldt Manna ned til
dem fra Himmelen.
— Vel haver vi mistet Sarons Rose, menDanmarks
Blommer ville erstatte os Tabet firefold.
— Thi paa Gader og Stræder stande allerede Sælge-
konerne med deres Vogne, og de raabe med Blommer
til treØre SnesenogmedDass-Aviser til tre øre Stykket.
Og de have viselig betænkt forud, at disse toTing
bør være tilsammenføjede øg kunne ikke adskilles.
Og FolkenesMangfoldighed komme fra øst og fra
Vest og kjøbe Blommerne og fortære demligesomusyrede
Brød. Og i deres Mund ere desøde somHonning, men
i deres Liv volde de Smerter.
Derfor føle de sig hendrague til Dass-Avisen, og
de kjøbslaa om den og bære den ind i deres Allerhel
ligste, og se, de føle sig snart trøstede og lettede i
deres Indre.
Og vi vide, at alle Ting tjener os til bedste, og
at alle Kneb gjælde — ogsaa dem i Maven.
Selab.
Taksigelse.
Alle
og
Enhver, saavel tra Ud
land som fra Indland, som vare
tilStede ved vor elskede Ham
let s Grav, modtage vor hjerte
ligste Tak. Især takkes Hr. Stifts
provst
F a l l e s e n
ved det kon-
gel i geKape l for den ved Gra
ven holdte tørsterige Tale, saa-
velsom Skibspræsten, Hr. Pastor
T lE T G E N
ved Marmorki rken
for de ved Messen udbragte Ord;
i lige Maade bringe vi vor Tak
til Hr.
B a l d u i n D a h l
og øv
rige Mus ic i for den ved Gra
ven blæste Marseillaise, som og-
saa til det forenede Damp
skibsselskabs Aktionærer ,
der bekostede Hedenfarten, og
til Hr. Ridder
M A G N U S
for det
anbragte Jemkors.
Mar ienl yst ,d.
25
-Avg.
1880
.
Hans Efterladte.
En teovers b leen Bukæt
te
Sara Bernhardt
fra
Søren Pipperop.
0
Sara
1
Den, der ker n** Stude,
Han kommer osse mæ en Gang.
Derfor ska fra mit Hjærte tude
Din Pris i dennehersens Sang.
1
Konsten ha saa stor aa stærk en
Gevæxt som Dai der inte væt,
Aa mæ Begajstring op te Kværken
Du ha vos Alle fyldt kumplæt.
Som Du vel sagtens ka begrive,
Va min Begajstrings-Kæfert slem.
Tænk bare, jæ ku staa i stive
Tre Timer udenfor dit Hjæm
Aa glo
op
te dit Vindeverre:
At raave »Vive
!
• a Hjærtens Løst
Aa dangie hen te Dangleterre,
Va min aa Dassavisens Trøst.
Din Konst jæ højt takserer, trods jæ
Saa inte mindste Spor a den.
Jæ
følgte inte Dai i Drosje,
Hvor Dassavisen kørte hen.
Men a;rli jæ betror Daj Kære,
I Øjnene stak di Daj Blaar
Ve Hamiets Gravsted, som maa være
Køft paa en to-tre-tusend Aar.
Nu
ae
de vores Haab, Du trækker
Her hjæm te Sommer, for Du ser,
Dit Ry helt fra Sangt Bernhardt rækker
Aa te Antonistræde ner.
Men sku de hændes, de ku stikke
Dai, Sara, a sla »Kontra», — 0!
Saa ve a Sorg Nasjonen drikke
Saj kontra-plakatfuld, ka Du tro.