291 / 433
283
Sange. 3a, jeg ft>æt t>eb ©alig ©jørobafd ©ftet»
mæle og »eb ©t. tøolftein og alle Ijanå ^elgenet.
$øgebra. 3 C8 man &<* ftrcy■inb i Uboalget og
øt>e mine ftunfter paa en anben 27laabe.
(£>an blafec i en Spibe, b&øroeb ©iben faaer en anben tyb.
2
>et Snbre af Ubbalget aabnet ftg og man fet ©erg? Æil-
^engete ftaaenbe nteb SftiS i Romberne, ligefom be bare for-
»anblebe til Æraer.
£eg?bro og Sange gjøre Slffiilfexe til
SSenftte.)
Jjøritp (3Jfeb en SReøtforøofl i Dtyggen). 9iu ere x>i
ba enbelig fommen faa
uibt, at ni fnart flal regfe.
3eg fjaobe, min Æro, nef Styft at føre ©øren $jcet meb
mig, t^i jeg maa libe l)am; §un bar mare to galante
Sftaoer og beSuben —
2ften Ijmtb hoffer et
bet, jeg feer? $ør Æarle, ere 3 golne? tønab flal faa*
bant SHarrerie betgbe ? ¿re 3 fanffee bleone til SSufl*
2Jlennif!er alle fammen?
Sang.
©i ere Æraer.
t
prnp.
@g, faa oil jeg felo oære Æra mebl
aget 3en? ©uft i J&aanben og ftifler ftg i famme
©ofitur fom be anbte.)
l@rrg. 9ld>, himmel, |oab feer jeg fjer! SDltne Ejare
og tro ©talb*©røbe ere oeb Ærolbt)om§=$unft foroanblebe
til Æraer l 3ld), §øg§&to, §øg§bro, Ijolb bog engang op
at forfølge migi ©etanf, at jeg iffe oegrer mig for at
fglbeftgjøre bin ©illie af Øforagtog Slolbfinbigbeb eller
af figft til $øgl)eb og ©reåpofler, men alene afÆroffab
til mit aUerfietefte program for bet forenebe ©enftre,
mob Ijmlfet, førenb jeg flal begaae ringefte Utrojfab, jeg
fillere oil baoe cnbnu en ftor©ule nbi ^anben. — 21$,
mine fiere ©talb*©røbre,
1)do
ffal nu rebbe eber merel
Æfji jeg feer, at min troe Æiener §ørup ogfaa erbleoen
altfor grøn. 3*9 »il nu gaae §en og lægge mig; maajle
oi bog beroeb fanb finbe paa et Sftibbel at fommepaa
ben grønne ®ren igjen. (©aaerbjem og Icegget jig.)
3|øwp. @ibfjanben ftaae tyer langer blanbt biSfe
$ierte=Æraer og 2io3*Æraer, jeg er alt trat i mine llrme
og ©een. fiab be anbre ©fabbalfe ftaae Ijer lange
not
3eg og min #erre fan jo rgge og regfe alene. ®len
førenb jeg gaaer, oil jeg bog ffiare mit 9laon til $lb*
minbelfe i et af bisfc Æraer; bare btéfe £>rb: Chilian
Hørup manu mea propria.
(©egønber at jfiaete en fereb Slem af en anben? Styg;
fcenne jlriger og farer £aniø t Soøøen. Gtfterbaanfcen fare
afle Æraerne t ©labene øaa binanben. 3llminbeltg „Qiotbanb-
ling" og ©iabfmoreri, og bet Snberfte af Ubbalget jlitttei.)
•Det har man forsin »Villighed»,» sagde
K r a b b e ,
lian
blev giort til Kultusminister af
D ass-
Avisen.
To Venner.
( F rit e fte r G
r u n d t v ig
.)
(Sluttet.)
lu frygted’ F i s c h e r Jeppes Mund
Og tog sig vel i vare,
Og da nu kom hans Tid og Stund
Fra E s t r up at bortfare,
Et Tegn man paa det Venskab saa,
Som Verden aldrig ku’e forstaa.
At følges ad i Grav og Død
Er ellers intet Leve-Brød.
Hr. J e p p e stod bag Blaagaards Mur:
»Nu græder flinkt, I Svende;
Thi Fischer han vil snart faa Fur,
Vor Herlighed faar Ende.
Forklaret jeg ham meder hist,
Naar han er vorden Pensionist!»
— Ja prises bør med Ord og Sang
Vor F i s c h e r og hans J e p p e Tang .
Det klang saa hult blandt VenstresMænd
Alt fra det dybe Stade:
• Vi miste vil en Folke-Ven,
Og det er Jamuier-Skade!
Er Fischer gaaet af, saa ti,
Men kommer han igjen, saa bi!»
— De vidste ej, man elske kan
Som F i s c h e r og en F i s c h e r s Mand.
Men T a n g uddrog sin Dyrendal,
Da bævede de Svende:
•I rejse skal en Piedestal,
Som passer for os tvende!
Har Brandes jer kanskesens lært,
At alt er Tant, som tykkes sært.
1 Kiste-Klæder vil jeg gaa,
Naar Fischer sin Pension skal faa!»
Og det var Rigens gode Mænd,
De ginge med den dede.
Og J e p p e mødtes med sin Ven,
Saa der blev Venne-Møde.
Det var saa underlig en Færd,
Da Landets Naade6-Sekretær
Her mødtes paa sin KræbseGang
Alt med sin kjære J e pp e Tang.
I Knib-Tang drog til Jorde-Færd
Den T a n g i stor Klem-Hærke.
At F i s c h e r s Ende var ham nær,
Han paa sig kunde mærke:
• Hold stille ved de Friheds-Trær!
Til Fods vi mødes vil — paa Knæri»
— De mødtes, som man véd en Gang,
At Da v i d mødte Jon a tang.
Han løsned’ cj sit Tunge-Baand,
Han var saa fuld af Smerte.
Det skar ham i hans Folke-Aand
Og i hans Folke-Hjærte.
Til Sorg for deu bevidste Magt
Der intet var, han sku’e ha’e sagt.
Han tænkte kun: »Her gik et Skud
Af Livs- og Hjærte-Træet ud!»
•Han ta’er sig nok en nordisk Lur,»
Saa hvisked’ Venstres Klærke;
At J e p p e s Vits var paa Retur,
Tii sidst man fik at mærke.
Og F i s c h e r s Kaabe, J e p p e s Stav
Blev lagt i samme »Morgengnav*.
Ja Venner lignes ska! en Gang
Ved F i s c h e r og hans J e p p e Tan g.
At nær ved Rigsdag stander Slot,
Det kan sig sagtens føje,
Men E s t r u p s Kabinet ej godt
En Buskrnand kan fordøje.
Dog Danmark saa blandt Rigsdagsmænd
Hos F i s c h e r T a n g som Ven hos Ven!
— Af «Venner» det et andet Par
I B a g g e r og Hin L e d r e har.
'