318 / 433
310
Brændende Spørgsmaal.
Å l t i Verden forandres som ved Trolleri,
Skjønt det hele sagtens gaar natyrlig til.
— B i l l e rejste, men E h 1e r s ham beholder vi;
Nu han lægge kan sin Sne, hvor han vil.
Og naar B i l l e vender hjem til Bøgeskovene,
Skal vi se, han træffer Magistraten sovende;
— Ja, det vil for Resten sige, for «aa vidt a’
Den er ikke ved en Fengersk Bidstrups-Middag.
Men Gud ske Lov, at Landets Industri er
I frodig Blomstring og sikret mod Fordærv.
— Man kan se, at slige Bi-ting, som Bier
B’i’er for Landet et gavnligt Bi-Erhverv:
Biavls-Udstillerne, især de seneste,
Har af Sagen en særdeles Bi-Fortjeneste,
Og med Bi-Fald har vi set paa deres Bi-Drag,
Skjønt det hele kun sig drejer om en Bi-Sag.
Og fra Bien faa vi Bremsen bragt paa Bane:
Det er «ens Bier», saa synes man maaske;
Men Heste-Bremser har nok ej den Vane
At tjene ved en Bremse-Kupe.
Ved F r e d e r i t s nogle Heste fik at vide,
At Bremsen bør man passe paa i Tide;
Thi da Faren var saa nær, man kunde se ’en,
Til et Drone-Hus blev Bremse-Kupeen.
Med vor F r o s t det bli’er jo længere jo værre;
Hans Fortjeneste bli’er stundom dog erkjendt:
Nylig blev han smidt paa Døren hos
de
S e r r e
— Det fortalte da en anden «Referent«.
Men nu har han dog for meget faaet af Spøgen,
Og i
Morgenbladet
si’er han, det er Løgn;
Og med disse Ord han Læserne kredenser:
Tro ej F a l k ma n n, han er ogsaa enKretenser!
Og den gamle Adam vaagnede i H o s t r u p ,
Saa en
E v a
han fik bragt i Stand;
Det forsikres da i Hillerød og Thostrup,
Det er pæht af denne prægtige Mand,
For vi trænger svært til aandelig Føde,
Og de gamle Poeter do er døde;
Men de uye da? — Jo dem skylder Tak man
For det nationale Skuespil af D r a c h m a n n .
Men Bestyrelsen for E n g e l d r u p Klædeværb,
Der gik Krebsegang som K r e b s e h u s e t her,
Er nok ikke for Tiden i sin Glæde stærk;
Man har ikke skjøunet rigtigt, paa. deus Værd.
Paa Grund at Brandpolitikken skal Bestyrerne
Ha’e samme Bopæl og Forplejning som «Martyrerne»
— O Venstremænd, med Ild I bør ej gantes!
Forsag al Brand, og hold jer før til B r a n d e s !
Foreningen til Smaadyrcnes Beskyttelse
afholdt forleden Aften et Møde.
F o rm an d en
, Kammerjæger
O lsen,
vilde gjore Foreningens
Medlemmer
opmærksomme
paa, at den store Dyreforening
, omsider var naaet saa vidt,
at den havde faaet sin egen
1
Bolig. Han vilde sporge, om
ikke enhver god Beskyttel
sesmand maatte glæde sig
herover ? (Her! Hør!) Men ved
Siden af (ilæden var der dog en bitter Bismag i Bægeret,
der mindede ham om en Svanholms-Bajer. Hvad var der
gjort for de srnaa Dyr? Saa godtaom Intet. De smaa Dyr
havde ikke det Sted, hvortil de kunde hælde deres trætte
Hoveder! Venneløse og frændelose, afKammerraad Lembcke
forladte, hakkede de om i den vide vide Verden, uden
nogensinde at høre et venligt eller trøstende Ord. Var
det Ret? Og hvorfor fik de store Dyrevenner Ordener og
Titler og Taffelmad og Gaffelmad og Avdienser og Til
sigelser. Det var. fordi de forstod at hænge paa og trænge
sig frem! Men dette forstod Smaadyrevennerne ikke. Og
det. kunde vi jo let blive enige om, at Hovedformaalet var
Dyrenes Beskyttelse, men ved Siden af dette store og
egenlige Formaal havde man tillige en andet, nemlig at
vise sig som gode og loyale Borgere, der forstode at
værdsætte, ja han sagde udtrykkelig værdsætte, selv om man
kunde synes Ordet mindede om en Dagbladsartikel —
altsaa at værdsætte enhver lille Gunstbevisning, ethvert
lille Naadens Solblink, der fra de høje Steder kunde skinne
ned til lavere Tilværelsers Opholdssteder. Han vilde ud
bringe et Leve for Selskabets Æresmedlem, Enkeerkeher-
tuginden af Loppe-Detmold-Lausitz-Kåferthal! (Hurraraab!)
Arbejdsmand
M au ritsen
vilde bare sige at afvigtige
Nat, da han havde vaaren i Sangforeningen Terpsikoria og
saa hen paa Morgenkvisten kom forbi Gammelstrand og
saa hans gode gamle Ven og Krigskammerat Stensliber
Knaspersens Sønner og Arvinger, Sukkertoppen og Peter
Roskilde staa udenfor Ferslevs Port og vente paa deres
Morgennationaler i det mest øsende Regnvejr, som en
Straalemester ved Ildebrandsvæsenet kunde opfinde, kom
han akkurat lige til at tænke præcis det Samme, som hans
gamle Ven Olsen lige havde delekateret de ærede Med*