327 / 433
319
som imidlertid aldeles ikke tiltalte dansk Smag og derfor
neppe vil finde nogen god Modtagelse her i Landet. Direkter
H e llm a n n , som har gjort sig hejt fortjent af det kjøben-
havnske Bikubevæsen, havde fremstillet en Bikube i Virk
somhed.
Vexelmægier J e s s e n havde fremstillet det
Samme paa en anden Maade. Af Smaating ander B i
klassen maaendnuomtales nogle Bitæer af en særdeles
kraftig Bygning,der var udstillede af en kgl. B i løber.
Vi gjore vore Læsere opmærksom paa, at Biudstil
lingen endnu kun er aaben imorgen og ¡overmorgen, saa
er den forbi.
Teaterkatten spinders
w
Hvorfor skulde jeg ikke
være Kritiker? Er der Nogen,
.der har Lejlighed til at sætte
Isig ind i Skuespillerkunstens
'Mysterier, maa det vel være
(mig. Og jeg har sat mig
ind deri.
De? er ikke en
,Kunstner paa vor Scene, som
j
ikke har set under alle
mulige Synsvinkler, snart side-
iængs fra Kulisserne, snart ovenfra i Ugleperspektiv, naar
jeg sad oppe mellem Soffifcerna, snart nede fra Kjælder-
dybets morke Afgrund.
Det giver Erfaring, Enkelte
Gange er jeg ogsaa selv optraadt saaledes to Gange i
H akon J a r l
og én Gang i
A lferne
Jeg har altid gjort
megen Lykke, naar jeg viste mig. Men jeg har Selvkritik.
Gud ske Lov! Jeg véd, at mit Organ ikke egner sig for det
Reciterende. Dersom Operaen lededes efter sunde Prin-
eiper og Wagners Fremtidsmusik indtog den Plads, der
tilkommer den, vilde der uden Tvivl blive Anvendelse for
min Stemme der; men med den her eneraadende gammel
dags Kvinkeleren ban jeg ikke befatte mig. I Balletten
vilde jeg sagtens have kunnet indtage en fremragende
Plads, mea Ballet — naa ja; det kan være meget nydeligt,
ret graeieustog saavidere; men —
De forstaar mig —
det Højere,det Ideale mangler. Jeg bliver ved mine to
Debuter. Der har jeg gjort Furore. Det gjor vore Debu
tanter jo i Regelen. Senere — saa — lad os ikke tale
derom. Man skal ikke sige Alt., hvad man tænker. Jeg
er desuden tilfreds med min Stilling. Jeg er kongelig
Teaterkat. Min Gage opføres paa Teatrets Bndget. Jeg
har fri Adgang til Foyeren, ja endogsaa til Paaklædnings-
værelserae. Jeg kan sætte mig ind i alt Maskineriet,
Jeg kan undersøge, af hvad Stof Elskerens Frakke og
Skurkens Buxer ere syede. Jeg kan smage paa Maden
— men her kommer jeg til Reversen af Medaillen. —
Der falder ikke meget af af den Slags. I mine Killinge-
. dage nærede jeg de mest glimrende Forhaabninger, hver
Gang Bordet rullede ind i
F a rin elli
eller
D on Ju an
rejste
sig fra Bordet for at tage mod Stengjæsten, men der har
aldrig været Noget at hole. Gaasen i
Jeannettes B ryllu p
er en Atrape. — Her er en gyselig Hoben Åtraper herovre.
Der er nu for Exempel H. P — men lad os hellere tale
om noget andet 1 Rotterne? Det er ogsaa en Atrape. I
det gamle Teater var der Rotter, rigtige, levende, forsultne
Rotter; de peb i Kjælderen, de klatrede paa Loftet, de
lob mellem Damernes Fodder i Logerne, der var Rotter
allevegne, Rotter forneden og foroven. Selv i Direktionen
— men jeg kommer bort fra mit Tema. Mm Forkat i
Embedet, havde det ikke saa mageligt som jeg, men ham
morede det nu. Mig kjeder Rotter, Gud ske Lov her ikke
er mange af dem i det nye Teater. Derimod fangede jeg
. mig tidligere en Gang imellem én lille Mus, som jeg havde
til at lege med i Mellemakterne og saa spist6 til Dessert
. bagefter. Men saa kom Dyrebeskyttelsen paa Moden og
jeg blev bange, Protektricen skulde se mig fra sin Loge.
Saa holdt jeg op, medens Legen var bedst. I Stedet for
Musene dyrker jeg nu Muserne, Hvad mon Kritikens Muse
hedder? Det maa være hende-, der er malet over de lige
Numre i første Parket, hvor Anmelderne sidde. Hun
smiler saa ironisk ned til L—O og Jakob Davidsen, synes
jeg. Eiler har Kritiken muligvis ingen Muse? Er Lampe-
hullet et Musehul og et Symbol paa Kritikens Negativitet,
der aabenbarer sig i den positivo Allegoris fuldstændige
Fraværelse.
JEnfinX S o itl
Hvorom Alting er, saa giver
Kritiken dog en svær Anseelse. For Exempel Falkman.
Havde han ikke været Kritiker, hed han maaske endnu
Petersen. Altsaa melder jeg mig herved som Punch’s
fremtidige Teateranmelder. Jeg har begyndt med at an
melde mig selv. Først Folk, siden — ogsaa Folk!
X X *
X 3ljn aia.< cl© s,
Å v k a T hor, Valhallas As,
Fik sin L y n -o g T o r d e n -H am m e r ,
Hvormed J æ tte r slaas i Mas,
Smeddet mellem D væ rge-F lam m er;
Skjalden — Z a k le — ej sig skammer
Ved i sorte S v a r t -A lf -R e d e
T y r fia g -S væ r d at lade smede,
Naar i H ø jr e -T r o ld e s lede
H je r n e - S k a lle r Sværdet rammer,
Saa det Hele gaar i K vas.
Naar, som As’en, C h r e ste n B e rg
Søber K aal af Fad med B r a n d e s ,
K jæ ld e r -D y b e ts snilde D væ rg ,
Som med stæ rk e Løfter bandtes,
Skulde Z a h le da vel gantes!
G im le - g la d han H a rp en s Strænge
Slaar i G am le -D a n m arks Enge:
• Elsk mig lidt og elsk mig længe!»
Bedre H jæ r te -K v a d ej fandtes,
K v æ d e -G u ld fra Ords p r o g a -B je r g
Elsk mig længe, elsk mig lidt!
I ld
og
V a n d er D a m p e n s Fader.
D am p! — det savned’ Z a h le tidt.
Svære A s s e n s - F o lk e - P la d e r
Slaas ej ud ved F r y s e -G r a d e r .
Nu fik Chresten L ys paa L am p en :
Brandes’s Ild skal avle D am p en !
Vældig brænder F o lk e -T a m p e n !
Hil Dig Brandes, H ø jr e -H a d e r !
Nu skal T r o ld e n e faa F id t!
Eja! Ved S æ h r im n e r -S te g
Kan ej B r a n d e s give Mede,
Men i Folkets H ild u r -L e g
Gjør han Wulf til R a v n e -F ø d e ;
Damkjær.fælded’ han i Sno de,
L a n g e -L a n d e ts længste Jætte.
S e je r s -K r a n s S k jo ld -M ø e r flette,
R o s e r i hans L ok de sætte;,
Tag af Z a h le , gjæve Jøde,
Her en bly F o r g le m -m ig - e j!