331 / 433
3 2 3
at faa Nøgle paa Bagen, kunde de slet ikke tænke sig,
men dejligt skulde det være og særdeles fornemt.
Hverken Alborti eller Zahle, Leth eller Schelde,
som do spurgte ad, kunde give Besked; Ingen af dem
havde siddet paaTaburet eller gaaet med trekantet Hat.
Berg og Larsen var de radikaleste Radikale,
vidste de, Bladene var til for deres Skyld, og Ministeriet
var til, for at de kunde komme til at siddepaaTaburet
og faa Negle paa Bagen.
De levede nu meget folkelig og lykkelig og havde
taget Tang til sig og opdraget ham som deres egen,
men Tang vilde ikke voxe, for han syntes selv, han
var stor nok; men Larsen og Berg, især Berg,
syntes han kunde bemærke, hvor han tog, til og bad
Larsen at føle paa hans Hat, om han ikke syntes,
den var i Færd med at blive trekantet, og saa følte
Larsen paa Tangs Hoved og fandt, at Berg
havde Ret.
En Dag blev Rigsdagen sendt hjem.
•Hør, hvor det skræpper i alle Bladene!» sagde
Larsen.
•Der kommer ogsaa Yand—dTeaw», sagde Berg,
han kunde Fransk. »Det lober lige ned ad Spalterne
i
Morgengnavet.
Du skal se, her bliver vaadt. Jeg
er glad, vi har vore Blade, og den Lille har sit Semi
narium. Der er rigtig uok gjort mere for os end for
alle andre Skabninger —
creatures
,
dans tout le monde;
man kan da se, vi er de Vigtigste her i Landet! Vi
har Diæter fra vi 8r ganske unge, og Bladene ere
stiftede for vor Skyld — jeg gad vidst, hvor mange
jeg har og hvad der egenlig staar i de Andres Blade.»
•Der staar ikke Noget i de Andres Blade,» sagde
Larsen. »Bedre end hos os kan der ingen Steder
være, og med Undtagelse af nogle flere Abonnenter
har jeg ikke Noget at ønske.»
•Jo,» sagde Berg, «jeg gad nok komme i Mini
steriet, snakke Fransk og gaa med trekantet Hat, det
kan Gambetta, og Du kan tro, der er noget Aparte
ved det.»
«Ministeriet er muligvis falden fra hinanden,»
sagde Larsen, «eller Venstrebladene er voiet hen
over det, saa Ministrene hverken véd ud eller ind.
Det har da heller ikke noget Jag, men du iler altid
saa forfærdelig, og det begynder Tang ogsaa med;
har han nu ikke i et halvt Aar krøbet omkring i den
Skolelov; jeg faar Ondt i Hovedet, naar jeg tænker
derpaa.»
•Du maa* ikke skænde,» sagde Berg, «han kryber
saa sindig, vi faar nok Fornøjelse af ham. Men har
Du tænkt paa, at vi maa skaffe en Fostbroder til ham,
siden Fischer faldt fra. Tror Du ikke, der skulde
være en til ham ovre paa Langeland?»
«Seminarister er der nunok af», sagde Larsen,
•grundtvigianske Friskolelærere med Folke-Hjerter i
Skjalde-Bryster, men det er saa almindeligt, og de
have Indbildninger; men vi kunne give det i Kommis
sion til «
Dassavisen
», den løber frem og tilbage, som
om den havde Noget at skulde have sagt; den véd
vist en Fostbroder til vor lille Tang.»
»Jeg véd rigtignok den allerdejligste,» sagde
Dassavisen
, «men jeg er bange, den gaar ikke, for
han er
Dr. phil
.»
•Det gjør ikke Noget», sagde Berg; «har han
trekantet Hat?»
•Hat har han, men den er rigtig nok ikke tre
kantet«, sagde
Dassavisen.
«Han er af fornem Slægt,
han er af Emigrantfamilie».
•Naa, han er af den lille sorte Slags,» sagde
Larsen. «Men det gjør heller ikke Noget, Lad ham
bare komme».
Og saa hentede de E duard fra Langeland. Det
varede Noget, inden man kunde faa ud af ham, hvad
han vilde; men det var just det rare ved det, saa kunde
man se, han var af Arten.
Saa blev der Lystighed. Tauber spiste og
Schelde drak, Alt hvad de kunde, og det var ikke
lidt, og en dejlig Tale blev der holdt af Larsen
— Berg kunde ikke, han var saa bevæget — og saa
gav de det nye national-evropæisk-radikale Parti hele
den radikale Presse i Arv og sagde, hvad de altid
havde sagt, at det var den rene Sandhed, der stod i
den, og naar Alliancen Brandes-Tang bare holdt
sammen og formerede sig, vilde én Gang baade de og
alle andre smaa Fritænker-Grundtvigianere komme i
Ministeriet, sidde paa Taburet med trekantet Hat og
Nøgle paa Bagen. Og efterat denTale var holdt, gik
Berg ind i Finansudvalget og kom aldrig mere ud;
han regnede. De Dansk-Evropæiske regerede Partiet
og fik et stort Tilhæng, menkom aldrig paa Taburetten
og fik aldrig trekantede Hatte. Saa sluttede de deraf,
at Kongedømmet var forbi, og at de
bievne Republi
kanere, og da Ingen sagde dem imod i deres egne
Aviser, saa var det jo sandt, og Folketinget holdt
Møder bare for deres Skyld, og Embedsmændene vare
til for at skjældes ud i deres Blade, og de vare meget
folkelige ogmeget lykkelige, og hele Familien var meget
lykkelig, thi den var det.
flugter! Du synes jo dog i Grunden, at det var evig'
Spænd, fordi det var mig, der blev grint af?
—
Enfinl
Vil Du blot indrømme mig, at Pio spillet
Fandens morsemt, — hans Kopi var den bedste, jeg ha>
set, — saa vil jeg schgu gjerne tro, at det er et uheldig!
Skraaplan at komme ind paa . . .
— Naar Raden næste Gang kommer til Dig!