335 / 433
men jeg véd ikke hvem, og De maa endelig ikke sige,
jeg har sagt det, i Fald De lader det gaa videre, som
Dø maaske ikke kan undgaa, og det Stykke jeg saa
forleden i Folketeatret, hed Cæsar Herodots Testa
mente og begynder med at den gamle Herodot, som
man ikke ser, nemlig fordi han allerede er død, men
hænger paa Væggen i Limfarve, har sat noget mærke
ligt Noget op om, at den de andre vælger, skal have
det, og det kan de jo ikke begribe, at Fru Julie
Lumbye, som hedder Klementine Herodot ikke strax
faar det, fordi hun er da den værdigste, synes jeg og
rigtig naturlig og rar, men Dorf er naturligvis Skurken
som bringer det i Ulave fordi han vil bruge Pengene
til at spekulere i Tietgens sibiriske Aktier og Industri-
udstilmgsbygniugen, som han siger, han vil bygge om
ligesom Marmorkirken og tjene derved, men Fru Holst
er ædlere, end man skulde tro efter hendes Pangsee-
Fjer at dømme og hendes Diamanter, som gjor hende
dæmonisk, og jeg tænker nok Sørensen rykker ud til
Jul med saadan en Pangsee-Fjer til mig, saa maa
det vente med Diamanterne til vores Onkel , den
gamle Sæbesyder, gaar af Kog en (rang, for i hans
Testamente véd jeg da, at jeg ikke er sprungen
forbi, og Lyssieng og Pauline faar saa naturligvis
hinanden ved det at Hortangse afstaar Stigaard og
Frøken Lund river Papiret i Stykker henimod Enden,
saa hun er nærved heller ikke at faa noget, men Fru
Holst samler Stumperne op og siger det kan være
godt til sit Brug alligevel, og saa faar Fru Julie
Hansen dog kun et Kvartlod, skjønt hun godt kunde
fortjent endnu mere, og Pio var i Nationaltidendens
Sondagsfeuilletonsfcil, men knap saa aandfuld og me-
langkolsk, og gid De havde været med, søde Fru
Schrøder og set Stigaard, fordi man føler sig ung
igjen ved at se ham, at han dog ikke er ældre, og
hvad Hr. Jansen angaar, saa siger jeg bare, at havde
de ham ved det kongelige Teater, saa kunde Hr.
Bloeh-Suhr gjerne gaa hjem og ligge sig.
Og nu
Farvel søde Fru Schrøder og Tak for Kaife og jeg
Skal nok komme igjen næste Gang der er gaaet
Noget.
Thea te rka t ten spinder:
Polstrede Stole! Bløde Di
vaner! Blinkende Spejle! Lyse
kroner! Brysseler-Tæppe! Har
Nogen af Jer andre ligget paa
Brysseler-Tæppe? Det har jeg.
| Og i Divanen sad den ene Aften
,den gyldenlokkede, den slanke,
den Vidunderlige.
Hun læste over paa
A d ri-
enne
Lecouvreur.
Og medens hun læste, lod hun sin fine Pote med de
tilspidsede kunstneriske Klør i Tanker glide ned ad min
Hale. Det elektricerede mig. Gnistrende af Begejstring
skjod jeg Ryg og miavede sagte.
•Ah,
le petit
chat!>
udbrød S a ra h .
Atter polstrede Stole! Atter biede Divaner! Atter
blinkende Spejle! Atter Lysekroner! Atter Brysseler-Tæppe!
Og foran Spejlet M ig n o n ! Med den lille Hue paa det
lysebrune Haar, med de lyseblaa Permissioner og do graa
Stovler. Mørke Øjenbryn! Straalende Øjne ! Hele Figuren
som en Solstraale, saa lys. Hun ligner min Trillingsøster, der
døde som lille Killing! Hun er selv en Killing! Jeg leger
med en Kvast i hendes Dolman! Hun slaar mig over
Poten. Ak, jeg bar været meget lykkelig!
Ingen polstrede Stole! Ingen bløde Divaner! Ingen
blinkende Spejle. Ingen Lysekroneri Ingen Brysseler-Tæppe!
En kold Gang. En Dør. I Døren en Glasrude! Paa Glas
ruden staar malet:
ff a a k t æ d n in y y v o c u ts c
foz- fumtnedc «Kunstntzindit,
Hor, hvor der mjaves i Foyeren! Chefens Krohnjurist
bar affattet Dekretet. Bare de ikke kradser hans Øjne ud!
Der bliver stille. Pludselig høres en Klingren! Ruden
slaaa
i
Stykker!
• Det har Katten gjort!» bliver der sagt.
•Det er Løgn,» tænker jeg. Jeg skjuler mig allige
vel nede
i
Snfflørhullet. Jeg sidder der hele Dagen!
Først langt ud paa Aftenen lister jeg mig op
i
Gangen.
Døren er lukket endnu. Ruden er borte, men paa Dørens
Fylding staar der atter malet:
ffa a h lc e d n in y - y v c e ittiy *
joz
|*etnmc3e
iHumtnctindcz.
Og
der miaves endnu
i
Foyeren. — Hvad er det for
en underlig Historie? Det er slet ingen Historie! Det er
en Farce, jeg har siddet og spundet paa
i
Aften.
Den skal hedde
» In d en D øre».
Mellem Brødre kaldt den lille
O g
iblandt dem yngst af Aar
Gik i Danne-Vang jeg stille,
Vogted’
*Morgengnavets»
Faar
Pensende jeg gik og fritted
Om en Valgkreds, nær ved Tang,
Til paa Langeland jeg hitted’
Hjærte-Folk i Danne-Vang.
Til Kong Ber g, minVen og «Stiller»,
Hvem mon haver det fortalt?
Skjult er intet for hans Briller,
Hans Organer mærker alt.
Den Parole, han udsendte,
Drog mig fra de andre Faar,
Kaared’ mig til stort at vente:
Krone-Guld i Kongens Gaard.
Maatte ondt af Wulff jeg døje
Og af alt hans Højre-Slæng,
Naade fandt for Folkets Øje
Kun den lille Jøde-Dreng.
Siden voved’ jeg at møde
Jætten Dam-Kier, gram og vred;
Han ved sine Guder døde
Banded’ mig i Helved ned.
Med den frie Tankes brede
Glavind dog jeg fælded’ ham.
Troen tog jeg fra den Lede
Og fra Grundtvigs Paaske-Lam.